Endelig tilbage i trygge rammer

04052019KG_0141
Foto: Boxengasse

Efter en anderledes sæsonstart på hhv. Ring Knutstorp og Classic Race Aarhus vender Mascot DTC langt om længe “hjem” til FDM Jyllandsringen i denne weekend. Det bliver første gang, det nye afviklingsformat skal stå sin prøve på en rigtig racerbane, og for mange vil det være en ny måde at se racerløb på.

For kørerne bliver det også interessant. De indledende kvalifikationsheat køres nemlig på den korte udgave af banen, som stort set ikke har været brugt til løb siden udvidelsen af banen blev indviet i 2003. Ændringen burde dog være til at overskue, selvom opløbssvinget får en anden karakter. Kun finaleløbet køres på den lange bane – hvad man dog ikke gør for at give TV-seerne lidt action.


Kasper H. Jensen er næsten på forhånd kåret til weekendens favorit. Men der bliver konkurrence om førstepladsen. Foto: Boxengasse

Blandt kørerne er Kasper H. Jensen næsten forhåndsvalgt som favorit. Den regerende mester døjede med manglende motorkraft i de aarhusianske gader, men det må forventes at Massive Motorsport har styr på teknikken og at der igen er fuld fart på den hurtige østjyde. Han skal dog ikke vide sig for sikker; teamkammeraten Max Klinkby-Silver er kun blevet hurtigere i de to første løb der er gået, og mon ikke fynboen er ved at have set sig lun på podiets øverste trin?

Efter en hård start på hvad der skulle blive en mesterskabsvindende sæson for Michael Markussen, kan man håbe at de erfarne folk bag det nyetablerede familieteam har fået udryddet de mekaniske fejl på koldingenserens bil. Markussen har vist sig som en hurtig kører og kandidat til løbssejren, når bilen ikke gør knuder. Det ville også være sundt med lidt ekstra pres på Kasper H. Jensen.

Michael Markussen håber på at heldet vender for ham og familieteamet efter to hårde løb. Foto: Boxengasse

Andre kørere, man ikke skal tage fejl af, er Ronnie Bremer og Casper Pilgaard. Den erfarne rotte og det unge talent har begge vist at de er med for at vinde, og mens Bremer ikke er kendt for at levne meget plads til sine konkurrenter, har Pilgaard farten med sig.

Hvad der sker i Mascot DTC vises ad to omgange på TV2 Sport; henholdsvis kl. 11.05, hvor første kvalifikationsrunde afvikles, og igen fra kl. 15.15, hvor anden runde og finaleheatet køres. Resten af klasserne livestreames på Mascot DTC’s Youtubekanal, som du finder her.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: