Jan Magnussen siger farvel til DTC

Foto: Kim Gripping, Boxengasse

– Jeg stopper nok for nu, og så må vi se, hvad der sker senere. Vi er gået lidt i stå i forhold til udviklingen af bilen og har mistet noget energi og noget motivation hele vejen rundt, fortalte den tidligere flerdobbelte mester til TV2’s rapporter.

Udmeldingen kommer efter en tumultagtig sæson, hvor tingene aldrig rigtigt kom til at fungere for Magnussen og hans omfangsrige racingteam. Ved sæsonstart i år talte teamet ikke kun to DTC-biler, men også to Formel 4-biler, og ambitionerne har altid været høje. Det ser nu ud til at teamet lukker og slukker efter denne løbsweekend efter fem års aktivitet på de danske racerbaner.

Der er ingen tvivl om at det er en markant personlighed, som forlader de danske baner. Da DTC-klassen i 2012 gik fra de populære og afsindigt dyre S2000 touringcars til baghjulstrukne rørrammebiler med V8-motor, var det med Jan Magnussen som en af frontmændene for projektet. Med sine erfaringer og forbindelser i det amerikanske var han medvirkende til at få “DTC 2.0” op at stå.

Jan Magnussen kørte sit – foreløbigt – sidste DTC-løb ved DM-finalen på FDM Jyllandsringen. Foto: Kim Gripping / Boxengasse

Det er svært at sige, om Magnussens farvel til DTC kommer til at have større betydning for serien. Hvor end Jan Magnussen er dukket op, har der altid fulgt lidt stjernestøv med, og han har været dygtig til at skabe opmærksomhed for klassen. Omvendt har de seneste mange sæsoner kun budt på enkelte optrædener på grund af hans forpligtelser for Corvette Racing, så danskerne har vel efterhånden vænnet sig til det.

Én af de, som kommer til at forholde sig til en virkelighed uden Jan Magnussen og MRE-teamet, er Michael Markussen. I de seneste sæsoner har koldingenseren været fast inventar i teamets anden DTC-bil, og som en ægte Batman og Robin-historie er Markussen vokset meget med opgaven efter at være kommet i erfarne hænder. Nu må han efter alt at dømme ud at lede efter et nyt team.

Jan Magnussen vil nu fokusere på sit arbejde for Corvette Racing i USA og på Le Mans, mens han vil bruge noget tid på at vurdere om han fortsat har en rolle at spille i dansk motorsport.

 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: