Den eftertragtede Senior-finale blev et sandt mesterskabsopgør mellem Mathias Kjellerup og Kristian Sejersen, men begge endte udenfor podiet i årets sidste finale.
Sejersen startede ellers fra pole position og blev budt op til dans af Mathias Kjellerup og Victor Bay – men trak lidt fra i starten. Det forspring blev imidlertid lukket og efter lidt skærmydsler fik løbet nye førende i form af den senere vinder Anton Hansen samt Niklas Vejen og Patrick Rasmussen.
Trioen endte på podiet i nævnte rækkefølge, og mens Bay og Kjellerup begge fik kæmpet sig lidt frem efter balladen, så endte Sejersen med at sætte tid til, og det endte med at give en ultratæt mesterskabsafgørelse, da Kjellerup siden blev sendt ned bagerst efter den tekniske kontrol.
Det giver et facit, hvor Kjellerup er mester med 2288 point, og hvor Sejersen bliver toer med 2284.
Mesterskabet i Senior til Mathias Kjellerup giver ham desuden adgangsbilletten i Rotax Senior til Grand Finals i Portugal, og oven i købet fik viborgenseren også DASU’s nye talentpris, som er en GT4-test hos Porsche i Sverige.
Top tre delte junior-rovet i finalen
Videre til Rotax Junior og nok en direkte duel. Her endte mesterskabet med at blive afgjort i den sidste finale – for med sejr i årets sidste løb tog Finn Jørgensen titlen foran William Sterup Nielsen, der endte året med andenpladsen i finalen og i mesterskabet.
Og med en stærk finale på årets sidste løbsdag rundede Erik Brandsborg af med en tredjeplads, hvilket akkurat var nok til, at han også kunne redde bronzen efter en svær start på sæsonen 2026. Med mesterskabet får Finn Jørgensen billetten til Grand Finals.
DD2-sejr og mesterskab til William Nørbæk
Finalen i Rotax’ hurtigste klasse DD2 endte i en regulær opvisning fra William Nørbæk, der i finalen endte med at vinde med en hel langside ned til forfølgerne. Det var til gengæld en god og underholdende duel mellem Camilla Kaus, Julie Friis og Kristian Degn.
Sidstnævnte fik sat nogle placeringer til undervejs, mens Kaus og Friis rundede podiet af. Nørbæk er mester for sæsonen 2026 foran Carl Borggaard og Tobias La Cour Simonsen.
Rotax DD2 Master blev afgjort lørdag, hvor Mike Steffen Hansen vandt finalen foran Niklas Dall Knudsen og Jan Andreasen. DD2 Master+ blev vundet af Anders Toft.
Samlet gik titlen og Grand Finals-invitationen i DD2 Master til Jannik Nielsen.
Rotax Mini-mesterskab til August Lyngsø
I Rotax Mini fortsatte det med at være tæt til sidste meter. Bare 18 point endte ud med at være forskellen på guld og bronze over en hel sæson.
Finalen åbnede Konrad Doil fra pole position foran August Lyngsø, og det fik Doil hurtigt konverteret til at gå i føring og skabe et godt forspring.
Det efterlod kampen om anden- og tredjepladsen til August Lyngsø, Sophus Bille Jakobsen og Mikkel Gottschalk, og her trak Lyngsø det længste strå. Det var samtidigt nok til at sikre ham titlen, idet Gottschalk blev nummer fire i finalen i Roskilde.
Gottschalk tog sølvet samlet, mens Konrad Doil med sin finalesejr kunne indkassere bronzen.
Dobbelt op til Kian Hay i Rotax Micro
I Micro åbnede Danmarksmester Kian Hay sin jagt på den samlede titel fra pole position. Hay satte gennem weekenden stort set ikke en fod forkert, men måtte se prefinalen gå til Khloe Malling Sørensen.
Samlet var pole position dog på Hays hænder til finalen – og Hay tog også teten fra start. Han fik lidt luft ned til blandt andre Khloe Malling Sørensen, men som heatet skred frem, så fandt Sørensen lidt fart og hun kunne udfordre Hay. Det endte til gengæld med at lukke Oscar Rosenfeldt og Albert Larsen ind – og de endte med at fuldende podiet, mens Khloe Malling Sørensen blev nummer fire i finalen.
Dermed tog Kian Hay sig også af det samlede mesterskab foran Khloe Malling Sørensen og Adam Dion Asp.