Efter to måneders sportsligt vakuum er TCR Denmark nu klar med et nyt bud på en løbskalender for 2020. Kalenderen er i sagens natur foreløbig, da alt afhænger af regeringens og sundhedsmyndighedernes udmeldinger i den kommende tid.
Martin Jensen havde glædet sig til at præsentere TCR-klassen i Danmark i april måned som kulminationen på mange måneders intenst arbejde, men i stedet blev premieren afløst af et par måneder med masser af arbejde og spekulationer. Til gengæld er initiativtageren og direktøren for TCR Denmark glad for at se sammenholdet i sporten, når krisen kradser:
– Det har været dejligt at se Motorsportsdanmark stå sammen i en svær situation, hvor vi har måttet gå til alternative løsninger. Men vi har stået sammen og fået det absolut bedste ud af en meget kort sæson. Vi vil på TCR Denmarks vegne gerne takke FDM Jyllandsringen, Padborg Park og Ring Djursland for det åbne sind, de har vist os i forhold til at finde de bedste løsninger, siger Martin Jensen i pressemeddelelsen fra TCR Denmark.
Sæsonpremieren er nu flyttet til FDM Jyllandsringen den 20-21. juni – oprindeligt kendt som Juniløbet. Det forventes ikke at der bliver åbent for tilskuere ved løbet, mens de resterende løb i sæsonen formentligt bliver afholdt med tilskuere i én eller anden form.
Grand Prix Danmark er rykket til den 23-25. oktober og vil reelt være sæsonfinalen for FDM Jyllandsringen, hvor vinderne i TCR Denmark, DS3 Cup og andre klasser skal kåres.
En ændring i kalenderen er en dobbelt løbsweekend på FDM Jyllandsringen den 5-6. september. Her kører både TCR Denmark og DS3 Cup to afdelinger på én weekend, således at der både køres kvalifikation og tre heats begge dage. Martin Jensen og TCR Denmark arbejder på at hente flere udenlandske klasser til programmet i netop denne weekend; det er dog ikke endeligt fastlagt.
De to løb på Ring Djursland og Padborg Park i september og oktober bliver på kalenderen. Begge løb – såvel som finaleløbet på FDM Jyllandsringen – bliver såkaldte Super-weekender, hvor Super GT Danmark-feltet også afholder en afdeling af mesterskabet. Dermed er der masser af racerløb for pengene, såfremt banerne åbnes for tilskuere efter 1. september.
Allerede 9. og 10. juni får TCR-racerne muligheden for at lufte materiellet og dufte til varm asfalt. De to dage er nemlig afsat til medie- og testdage på FDM Jyllandsringen.
Foreløbig 2020-kalender:
Mediedage og officielle TCR Denmark testdage – FDM Jyllandsringen – 9-10. juni
Løbsweekender:
Juniløbet/Åbningsløbet – FDM Jyllandsringen – 20-21. juni
Septemberløb (Dobbelt afdeling) – FDM Jyllandsringen – 5-6. september
Ring Djursland – 26-27. september
Padborg Park – 10-11. oktober
Finaleløb – FDM Jyllandsringen – 23-25. oktober