Dennis Lind treer i British GT-premiere

Foto: British GT
Annonce:

Dennis Lind fik med Barwell Motorsport en konkurrencedygtig, men ikke perfekt sæsonstart i British GT, hvor en tredjeplads blev facit på Brands Hatch – i et løb, hvor det kunne være blevet til mere for danskeren. Men det spandt et lidt for langt pitstop ben for, efter Barwell Motorsport i udgangspunktet lå nummer to til stoppet.

Lamborghini-kollegerne fra WPI nåede først ud, men stoppet fik også sluppet Beechdeans Aston Martin ind i kampen ved dette teams skifte fra Andrew Howard til Jonny Adam, ligesom RAM Racing Mercedes’ Yelmer Buurman nåede ud foran Dennis Lind efter stoppet, hvor Lind tog over fra russiske Leo Machitski.

Dennis Lind kunne derfor køre ud til sin time af det i alt to timer lange løb til en direkte fight med Yelmer Buurman. Der var god fart i RAM Racing-Mercedesen, som startede fra sjette position, og hollænderen lod bestemt heller ikke Lind komme forbi uden en lang kamp. I sidste ende lykkedes det for Lind at stikke sin Lamborghini Huracan indenom, da Buurman blev holdt kortvarigt op af en langsommere GT4-racer.

Dennis Lind kører i år British GT for britiske Barwell Motorsport. Det blev i sæsonpremieren til en tredjeplads på podiet. Foto: British GT

Herefter kunne Lind sætte jagten ind på skotske Jonny Adam, som på dette tidspunkt for længst havde udnyttet Linds fight med Buurman til at spole et stort forspring ud. Derfor havde Lind også en stor opgave foran sig i løbets afgørende halve time, for først skulle Aston Martin-raceren indhentes, og dernæst skulle Lind også finde en vej udenom Jonny Adam.

Førstnævnte lykkedes, for Lind var ved løbets slutning helt oppe under spoileren på Adams Aston Martin Vantage AMR GT3 fra Beechdean Racing, men overhalingen lykkedes det ikke for Dennis Lind at sætte.

– Lige ved og næsten er nøgleordet for i dag. Vi mistede tid ved stoppet, men havde bestemt bilen til det i dag, ingeniørerne gjorde et kanon stykke arbejde i dag. Det er ærgerligt at blive treer, når vi nu havde materiellet til at vinde, men sådan er det nu engang, sagde Dennis Lind efterfølgende på seriens livestream.

Beechdeans Aston Martin og de senere vindere i WPI Motorsports Lamborghini. Foto: British GT

I GT4 blev det til en dobbeltsejr for BMW og Century Motorsport, som også startede fra pole med den ene af teamets to BMW M4 GT4-racere.

Med dagens resultat er Dennis Lind og Barwell Motorsport nummer tre i det britiske mesterskab – næste afdeling køres den 27. juni på Silverstone, når der er Silverstone 500.

Du kan se eller gense løbet fra Brands Hatch her:

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen