ELMS: Formula Racing på podiet i comebackløb

Foto: Ferrari & European Le Mans Series
Annonce:

Sæsonpremieren på European Le Mans Series bød på lige dele dramatik og kaos – og helt fra start var det mest sidstnævnte, der fyldte i Barcelona. Siden åbnede løbet sig, og det hele endte med en fantastisk premiere for Racing Team Turkey, der ikke bare satte gang i titelforsvaret i LMP2 Pro/Am med klassesejr, men også med sejr generelt, mens Racing Spirit of Le Mans krydsede målstregen først i LMP3 – dog kun for siden at få en straf på 105 sekunder lagt til for at pitte under Full Course Yellow. Derfor gik sejren i stedet til schweiziske Cool Racings #17.

Starten i Barcelona. Foto: ELMS

GTE gik til Proton Competititon Porsche efter en lang duel med danske Formula Racing, som med en andenplads gjorde et stærkt comeback efter flere års fravær fra European Le Mans Series.

Starten på sæsonpremieren bød til gengæld på masser af ballade. De 42 biler kom godt gennem sving 1 og 2, men i sving 3 spandt WTM by Rinaldi Racings LMP3 rundt og blev ramt af Jens Reno-Møller i GMB Motorsports Aston Martin Vantage, og debuten i ELMS var derfor ovre før den rigtigt begyndte for det danske team. Møller ramte først, og klippede derefter Sebastian Montoya, der var startet sidst på gridden i Dragonspeeds LMP2, og dernæst fulgte også TF Sports Aston Martin samt Proton Competitions Porsche #77, som også endte med at ryge af banen midt i det store kaos.

20 minutter senere gik genstarten, og kampen gik hurtigt i alle tre klasser, hvor Cool Racings Vladislav Lomko tog føringen fra Algarve Pro Racings Kyffin Simpson, mens Cool Racings #17 gik i spidsen i LMP3 og kampen i GTE også begyndte at udfolde sig – faktisk gik det så meget Formula Racings vej, at det danske team kunne se teamejer Johnny Laursen køre sig i spids fulgt af Proton Competitions Ryan Hardwick frem mod midtvejsmærket.

Halvvejs var der igen ballade i LMP2, hvor den da førende Algarve Pro Racing Oreca med James Allen bliver kørt af banen, da Laurents Hörr forsøgte at køre IDEC Sport op på omgangshøjde. Allen endte i gruset og kunne ikke komme tilbage ved egen kraft og måtte se føringen blive vekslet til at være en omgang nede, mens Hörr fik en drivethrough for uheldet.

Det sendte Duqueines Nico Pino i føring foran Racing Team Turkeys Charlie Eastwood, som straks satte jagten ind på Pino og hentede hastigt ind. Det var også ved cirka den tid, at Malthe Jakobsen overtog Cool Racings #37 den sidste halvanden time frem mod det ternede flag. Her satte thyboen fuld fart på og begav sig ud i jagten på et podie i sæsonens første europæiske løb, men et mindre intermezzo med en langsommere bil kastede et lille skår i premieren for Jakobsen.

Andenplads i comebacket for Formula Racing

I GTE satte Formula Racing føringen over styr med det første kørerskifte og Mikkel Mac kunne tage over på tredjepladsen, mens Zac Robichon gik i føring for Proton Competition. Det lykkedes dog Mac og siden Conrad Laursen at vende billedet til de kunne køre i mål på andenpladsen med 1.4 sekund op til Alessio Picariello og Proton Competition, mens JMW Motorsport rundede podiet i GTE af med deres Ferrari #66.

GTE-feltets tredje og sidste danske indslag er Frederik Schandorff, der med japanske Car Guy Racing tog en syvendeplads med sig fra den spanske sæsonpremiere. Foto: ELMS

Anderledes dramatiske afslutninger fik 4 Hours of Barcelona i LMP2 og LMP3. I LMP2 endte det hele i generel sejr for Racing Team Turkey efter lidt af et intermezzo, for bilen var indblandet i et mindre sammenstød med United Autosports’ ene LMP2, og skaderne fra uheldet kostede en tur i pitten lige efter den sidste runde stop var taget. Det lukkede det hele op igen, og Louis Deletraz kunne køre på banen fem sekunder efter Duqueines Neel Jani med 25 minutter tilbage.

Deletraz lykkedes med sit forehavende og kunne gå forbi Jani, mens schweizeren tog andenpladsen til Duqueine fulgt af AF Corses Ben Barnicoat og Malthe Jakobsen som nummer fire generelt for Cool Racing. Dermed åbnede Jakobsen og Cool Racing også på podiet, idet de blev nummer tre i LMP2 Pro/Am.

I LMP3 fik det hele et efterspil, for Racing Spirit of Leman tog sejren med 0.4 sekund ned til Cool Racings #17 og Inter Europol Competitions #13 – men vinderne fik efterfølgende en straf på 105 sekunder, og Cool Racing tog derfor årets første gevinst i LMP3. Valdemar Eriksen og RLR MSport blev nummer seks i klassen.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen