European Le Mans Series er tilbage fra sommerferie med en ekstra dansker til start

Foto: European Le Mans Series
Annonce:

Sommerferien er slut i sportscars, og denne weekends 4 Hours of SPA-Francorchamps er starten på efteråret for ACO’s klasser. Vi lægger ud med den belgiske klassiker i European Le Mans Series, og i næste uge er FIA WEC også tilbage, når turen for dem går til COTA i Texas.

Men først gælder det European Le Mans Series, hvor der er en ny dansker til start.

Her får Benjamin Pedersen sin debut i sportsvogne denne weekend, for den tidligere Indycar-kører får chancen hos Nielsen Racing og er hentet ind som erstatning for Nico Pino på det engelske team – og det gør teamets bil til en dobbelt danskerbil, for det er også her David Heinemeier-Hansson kører. Hansson og Pedersen deler i weekenden bil med Will Stevens.

Skal vi fortsætte i LMP2, så er det også høje tid for et comeback hos Cool Racing med Frederik Vesti og Malthe Jakobsen. Teamet har ikke haft meget at udsætte på farten i 2024, men heldet har ikke ubetinget været med det schweiziske team. Jakobsen vandt sammen med Lorenzo Fluxa og Ritomo Miyata i sæsonpremieren, men har siden måttet udgå af de to følgende løb – og meget bedre er det ikke i Vestis side af garagen, hvor en andenplads på Le Castellet er ELMS-sæsonens klare højdepunkt for nu.

Men som Malthe Jakobsen også selv pointerer i sin optakt til weekenden, så er der en halv kalender tilbage:

– Vi har en god bil på Spa, og med COOL Racing i ryggen er der ingen tvivl om at forventningerne er høje! Men vi skal også have en god samling point med hjem, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at komme tilbage i mesterskabskampen. Vi er faktisk kun 20 point bag de førende, og 15 point fra nummer to. Med 25 point for en sejr er intet afgjort endnu, for vi har jo trods alt en halv sæson foran os. Da vi vandt LMP3-mesterskabet i 2022 var det lidt den samme situation, så vi skal bare have snuden i sporet og gøre vores bedste, lyder det roligt fra den kommende Peugeot-fabrikskører.

I den samlede tabel er det Inter Europol Competitions Sebastien Alvarez, Vlad Lomko og Tom Dillmann, som fører – også selvom deres føring blev reduceret lidt i det seneste løb på Imola, hvor Panis Racing først blev disvkaificeret og dernæst genindsat, er føringen nu på fem point.

Dansk pointjagt i GT3

Sæsonens første halvdel har været en blandet landhandel set med danske briller i GT3. Formula Racing vandt premieren i Barcelona og fulgte op med to niendepladser, så de aktuelt er nummer seks i mesterskabet. Derfor har Le Mans-vinder Nicklas Nielsen sammen med Johnny og Conrad Laursen al mulig grund til at rejse til Belgien i jagten på et par fremskridt og forhåbentlig en god pointhøst på søndag.

Lidt bedre står det til for Michelle Gatting og Iron Dames, som gik på sommerpause med sejr på Imola. De tynges af at de udgik i premieren på Imola, og er nummer tre med 40 point samlet. Lige foran er Aston Martins Racing Spirit of Léman med 41 og føringen har holdkammeraterne fra Iron Lynx, Andrea Caldarelli, Hiroshi Hamaguchi og Axcil Jefferies på baggrund af to tredjepladser og en andenplads.

I LMP3 ser det rigtig fint ud for Michael Jensen, Nick Adcock og Gael Julien fra RLR MSport, som her midtvejs i sæsonen er toer i titelkampen med 50 point mod mesterskabsførende Eurointernationals Adam Ali og Matthew Bell med 52.

European Le Mans Series kan som altid følges på Youtube. Løbet køres søndag med optakt fra klokken 11.10 og start 11.30. Kvalifikationen kan ses i dag, lørdag, fra klokken 13.55.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen