Mens mange serier er på sommerferie, så er det slet ikke tilfældet i European Le Mans Series, der er tilbage efter et længere afbræk i forbindelse med Le Mans. Kampen om den europæiske titel fortsætter på Paul Ricard, hvor der i morgen blændes op for 4 Hours of Le Castellet.
Her til eftermiddag kom gridden på plads, og det blev til generel pole position for José María López og Cool Racing – og López, der vanligt slår sine folder i Toyotas WEC-program, kom da også til Frankrig med en frisk sejr i bagagen fra sidste weekends 6 Hours of Monza.
Han gjorde sent arbejdet færdigt efter kvalifikationen ellers blev afbrudt på en defekt til Oliver Jarvis og United Autosport. René Binder og Duqueine Racing Team satte tidligt farten i duel med Algarve Pro Racings Alex Lynn, men efter afbrydelsen blandede flere sig i topkampen.
Først var Job van Uitert ude at køre hurtigst for Panis Racing, og kort efter gjorde Paul Loup Chatin hollænderen kunsten efter og var endnu hurtigere for IDEC Sport. Van Uitert fulgte endnu engang op med en forbedring, og det samme gjorde Chatin – men i det sidste forsøg kunne ingen følge José María López, der tog pole position foran Paul Loup Chatin.
Job van Uiterts indsats rakte til en start fra P3 for Panis Racing, mens Olli Caldwell fulgte efter for Inter Europol Competition, med Alex Lynn og Algarve Pro Racing som femmer. Sekser blev René Binder for Duqueine Team, mens Salih Yoluc med syvendehurtigste tid var bedst i LMP2 Pro/Am med Racing Team Turkey. Kvalifikationen betyder også, at det danske indslag i form af Malthe Jakobsen og Cool Racing har en opgave foran sig i morgen. Alexandre Coginys indsats i kvalifikationen rakte til 7. bedste tid i LMP2 Pro/Am og 13. bedste generelt.
Formula Racing starter lige udenfor top 3
I GTE stod der Porsche på pole-tiden efter de 15 minutter – men i virkeligheden blev toptiden sat et godt stykke før det ternede flag. Faktisk gik det sådan for Proton Competition, at kørende teamchef Christian Ried kunne sætte pole godt midtvejs i sessionen i tiden 1.56.260, og det var nok til at henvise Spirit of Race og Duncan Cameron til andenpladsen i hans Ferrari, mens teamkollegerne fra Proton Competition også tog sig af tredjebedste tid med Michael Fassbenders indsats.
Fassbender var samtidigt også hurtig nok til at holde Johnny Laursen og Formula Racing ude af top tre – Laursen endste ud med fjerdebedste tid, mens tredje række gik til TF Sports Aston Martin med Arnold Robin samt til Proton Competitions Ryan Hardwick. Jens Reno Møller var syvendehurtigst for GMB Motorsport.
Lige efter Reno Møller endte Takeshi Kimura og Car Guy Ferrarien, som han deler med Scott Huffaker og Frederik Schandorff.
LMP3-pole til WTM by Rinaldi Racing
I LMP3 var der kamp hele vejen, men efter flere bode bud var det colombianske Oscar Tunjo, der tog pole position i tiden 1.51.267 for WTM by Rinaldi Racing – og med sin afgørende tid slog han Eurointernationals Glenn van Berlo ned på andenpladsen.
Berlo havde ellers et godt stykke af vejen pole position, men den sidste omgang fra Tunjo gjorde arbejdet færdigt for WTM. Glenn van Berlo sikrede imidlertid en start fra anden position, mens Ryan Harper-Ellam og Nielsen Racing måtte tage til takke med tredjebedste tid foran Kai Askey og Inter Europol Competition.
Michael Jensen og Team Virage starter som nummer fem, mens RLR MSport med Valdemar Eriksen starter som nummer 12.
Du kan følge firetimersløbet fra start til mål her – det begynder 11.30 i morgen, søndag.
Følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!