European Le Mans Series er nået til Imola, og de danske håb i serien har fået en superstærk start på weekenden. Faktisk er der biler med danske islæt på pole i samtlige tre klasser. I det generelle klassement tog en virkelig godt kørende Alessio Rovera tiden generelt for AF Corse i den LMP2-bil med #88, som han deler med Nicklas Nielsen og Francois Perrodo. AF Corse åbner fra pole position foran #31 TDS Racing x Valliante, og derfor er der Pro-Am-racere i hele første række.
Inter Europol Competition og David Heinemeier Hansson åbner fra 12. position.
I LMP3 stod der igen Cool Racing og Malthe Jakobsen på det meste i eftermiddagens kvalifikation. Thyboen er ét af flere danske sportscarnavne, som har haft en fantastisk sæsonstart i 2022. Og det billede fortsatte Jakobsen om nogen i dag på Imola, da han førte schweiziske Cool Racing til deres anden pole position i træk i den europæiske serie. For en lille måned siden lykkedes det som bekendt teamet at veksle pole position til sæsonens første sejr i LMP3, og det er naturligvis også målet i morgen på den klassiske italienske bane lidt udenfor Bologna.
Jakobsen satte kvalifikationen for Cool Racing, og trods et par tilbud fra blandt andet DKR Engineering, så lykkedes det at sætte pole position med lige knapt et halvt sekunds difference.
Pole position til Aston Martin
For Marco Sørensen og Aston Martin-teamet Oman Racing by TF Sport er der virkelig lagt op til revanche denne weekend. Aston-teamet måtte udgå efter bare ti minutter i sæsonpremieren på Paul Ricard, men Ahmad Al Harthy svarede godt igen ved at tage klassens hurtigste tid i kvalifikationen – Al Harthys første i en GTE-racer.
Sarah Bovy var godt kørende og endte med at køre fire tiendedele fra Al Harthy til næstbedste tid i en særdeles godkendt indsats fra belgieren for Iron Dames. Mens Iron Dames, hvor netop Bovy og Michelle Gatting er tilbage efter sidste weekends corona-relaterede afbrud, så kørte Mikkel Jensen og Frederik Schandorffs Ferrari fra japanske Car Guy sig til et udgangspunkt som nummer seks i klassen.
Det hele kan naturligvis følges live i morgen, søndag. Streamen åbner klokken 11.10, og kan ses her:
https://www.youtube.com/watch?v=i9PnsWqIhtQ
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.