F2 Spanien: Sen pole position til Bearman

Foto: FIA Formula 2
Annonce:

Det blev Prema i spids, men ikke Frederik Vesti, da Formel 2-feltet fredag eftermiddag fik sat gridden til weekendens to løb på Circuit de Catalunya. Her endte et sent forsøg fra en hårdt jagtende Oliver Bearman med at være nøglen til pole position, da han klippede 0.077 sekund af Enzo Fittipaldis tid, og Carlin-køreren blev derfor henvist til næstbedste tid. En anden med rigeligt at jagte er Jack Doohan, der starter treer i søndagens featureløb.

Frederik Vesti endte ud med ottendebedste tid og starter derfor som nummer otte søndag, men med reverse grid i dagens sprint er den mesterskabsførende dansker at finde på tredje position efter Invicta Virtuosis Amaury Cordeel og Hitechs Jak Crawford i kraft af at de kvalificerede sig som niende- og tiendebedst.

Alternativ taktik

Prema gik med en lidt alternativ strategi i kvalifkationen og sendte Bearman og Vesti på banen lige efter alle andre havde kørt deres første forsøg – her delte de banen med kun MP Motorsports, og allerede her fik Oliver Bearman sat en skarp tid, mens Vesti manglede syv tiendedele til at starte med. Mod slutningen kom den næste bølge af tider, hvor Theo Pourchaire først var hurtigst, Han blev siden toppet af Fittipaldi og Bearman, men de afgørende tider kom først i sidste forsøg, hvor Bearman som bekendt slog Fittipaldi af pinden.

Efter Doohan på tredjebedste tid finder vi Ayumu Iwasa og Theo Pourchaire, mens norske Dennis Hauger var sjettehurtigst. Syver blev Victor Martins foran Frederik Vesti, mens Jak Crawford og Amaury Cordeel lukker top ti af.

Formel 2 kører sprintløb i Barcelona 14.15 i dag, og det kan som altid følges på Viasats kanaler.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen