Banen i Ungarn var hele 64°C varm i går, men mørke skyer, en ”kølig” vind og et tidligt regnskyl i morges, var skyld i at banen til weekendens første løb var på 33°C. Banen var dog tør da Jonny Edgar skulle starte hans bil fra pole-position
Lorenzo Colombo vandt reelt løbet på asfalten, men en straf på fem sekunder, blev årsagen til at den unge Campos Racing-kører blev degraderet til syvendepladsen. Straffen blev tildelt da han faldt udenfor 10-billængder bag safety car, som man skal holde sig indenfor som førende i løbet. Ud over de fem sekunders straf, fik han også 2 strafpoint på licensen, dermed er han nu oppe på 3 i alt over de sidste 12 måneder.
Colombo og Edgar var side om side i de første mange sving i starten af løbet. I kort tid kørte de så tæt, at der var en lille kontakt mellem de to. Kontakten var dog ikke årsagen til at Edgar endte med at udgå, det var derimod bilen som pludseligt mistede fart og til sidst måtte køre af banen.
Danske Frederik Vesti udgik også af dagens første løb, i en situation meget lig Edgars. Vestis bil mistede momentum og til slut måtte han køre af banen. Dermed så han de resterende i Formel 3-feltet tage målflaget uden ham. Det var den safety car-periode som Vestis DNF frembragte, som blev enden på Lorenzo Colombos sejr efter løbet.
Lørdagens andet løb køres kl. 17:55, hvor Enzo Fittipaldi starter foran Roman Stanek og Matteo Nannini. Arthur Leclerc som var hurtigst i kvalifikationen i går, var tæt på også at kunne starte i pole-position til løbet i aften, da han sluttede på 13. pladsen.
Det endelige resultat for løbet
Se eller gense højdepunkter fra løbet her