6 Hours of Fuji kom tilbage efter tre års fravær på FIA WEC-kalenderen og gav seks timers fantastisk ræs – i øvrigt helt i tørvejr, hvilket er en sjældenhed på de kanter.
Det endte med hele to danske klassesejre, for i GTE Am kunne Marco Sørensen køre ud fra sidste runde af pitstop med en fordel på cirka 30 sekunder ned til Rahel Frey, der tog over for Michelle Gatting hos Iron Dames til det sidste stint – og Frey kørte andenpladsen hjem.
I GTE Pro startede Michael Christensen og Kevin Estré i Porsche #92 fra klassens pole position, men måtte på en stærk dag for Ferrari i Japan tage tredjepladsen, mens AF Corse vandt 1-2 i klassen.
Og i LMP2 Pro/Am blev det også til dansk sejr, for her kunne Nicklas Nielsen køre AF Corse-raceren først over stregen i et LMP2-løb, hvor Oliver Rasmussen kørte sin bil fra JOTA Sport ind på klassens generelle tredjeplads i et LMP2-løb, hvor Team WRT sejrede foran to gange JOTA Sport.
GTE Am – sejr til Marco Sørensen og TF Sport
GTE Am bød på fantastisk ræs fra start til slut. Hos TF Sport startede Ben Keating i bilen, men gennem første stint endte det med at Sarah Bovy kunne bringe Iron Dames i føring. Siden blev hun passeret af en stærkt kørende David Pittard, som bragte Northwest AMR Aston Martinen op i spids efter at være startet helt nede på bagerste række i klassen.
Også de japanske Aston Martin-kolleger fra D’Station Racing var en overgang i føring, men det hele endte med at gå TF Sports vej igen, og de kunne senere bringe sig tilbage i føring, mens Northwest AMR-bilen fik en straf for tracklimits.
Nicki Thiim fik siden kørt bilen frem fra femtepladsen og endte i en god kamp med Rahel Frey, som kunne give Iron Dames-Ferrarien videre til Michelle Gatting på andenpladsen. Gatting kunne her køre ind i løbets sidste time som nummer to i klassen efter Marco Sørensen i den førende TF Sport Aston Martin, og gav ved det sidste stop bilen videre til Rahel Frey.
Det hele faldt sådan ud, at Sørensen efter den sidste runde stop kunne køre ud med en fordel på knap 30 sekunder, og den holdt nordjyden fast i hele vejen til det ternede flag for TF Sport, mens Rahel Frey sikrede Iron Dames deres anden andenplads i træk i GTE Am – trioen endte også næstøverst på podiet senest på Monza.
TF Sport take second win of the season to bounce back from Monza accident to extend title lead with clinically executed performance.#WEC #6HFuji @OfficialTFSport pic.twitter.com/m7bxdsljwX
— FIA World Endurance Championship (@FIAWEC) September 11, 2022
Tredjepladsen i GTE Am gik til japanske D’Station Racing, mens Nicki Thiim kørte Northwest AMR-raceren i mål som nummer fem i klassen. Mikkel O. Pedersen og Team Project 1 Porsche blev nummer seks.
Med sejren er Ben Keating og Marco Sørensen i mesterskabsføring med 20 point ned til David Pittard, Nicki Thiim og Paul Dalla Lana.
1-2-sejr til Ferrari i GTE Pro
I GTE Pro kom Michael Christensen og Kevin Estré godt afsted fra pole position i klassen, men Porsche har over løbet vist sig at have en lille ulempe på dækkene i forhold til AF Corses to Ferrarier, som bragte sig i spids i løbets første time.
Den anden Porsche, #91, blev sat tilbage af en tidsstraf på 5 sekunder efter et sammenstød med en anden Porsche fra GTE Am-klassen, mens Corvettes enlige bil blev sat tilbage af et brændstofrelateret problem og siden en straf for tracklimits.
Tekniske problemer kostede for Peugeot Sport
Peugeot viste for første gang i årtier flaget på japansk asfalt, og viste bedre takter – men måtte også lide den tort at løbe ind i tekniske problemer med begge biler undervejs. Først begyndte #94 at ryge cirka midtvejs i løbet, og måtte køre ind med det, der viste sig at være en olielækage. Det kostede 14 omgange. I mellemtiden bragte Mikkel Jensen #93 op som treer generelt, men efter fire timer måtte også #93 køre i pit med et lignende problem, hvor bilen begyndte at ryge.
I stedet endte det generelle klassement med en 1-2-hjemmesejr for Toyota foran Alpine, mens Mikkel Jensen og Peugeots #93 endte som nummer fire.
The No.8 Toyota GR010 Hybrid Hypercar of Brendon Hartley, Sebastien Buemi and Ryo Hirakawa led home the sister Toyota Hypercar of Mike Conway, Kamui Kobayashi and Jose-Maria Lopez. #WEC #6HFuji @TGR_WEC @ROLEX pic.twitter.com/4E9kmxCNVq
— FIA World Endurance Championship (@FIAWEC) September 11, 2022
I FIA WEC 2022 resterer nu blot sæsonfinalen i form af ottetimersløbet i Bahrain til november.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.