FIA WEC er klar til sæsonens næstsidste stop på kalenderen, og med hjemmebane på Fujispeedway er det med mange øjne rettet mod Toyota Gazoo Racing. Toyota tog da også favoritværdigheden med sig til kvalifikationen her til morgen dansk tid, hvor det endte med at Toyota tog hele første række på gridden i en vejrmæssigt lidt svær kvalifikation.
Regnen truede hele tiden over Fujispeedway, men det blev ikke nok til at gøre en så stor forskel, at der skulle regndæk til. Men nok til at koste lidt på tiderne i blandt andet Hypercar og GTE Am.
Hypercar var ved at starte med drama, da Peugeots 94 slingrede ned ad langsiden for at få varme i dækkene – og var lige lovligt tæt på de to følgende Ferrari hypercars. Som tiden gik viste Toyota sig ikke overraskende stærke, men den store overraskelse var derimod Porsche Penske Motorsport. Porsche havde ikke vist alverden gennem træningerne, men endte pludselig ud som nummer tre og fire efter de to Toyotaer.
Pole position tog Kamui Kobayashi sig af i Toyota 7 foran Brendon Hartley i 8’eren. Hos Porsche sikrede Kevin Estre sessionens tredjebedste tid foran Frederic Makowiecki, mens Alex Lynn var femtehurtigst for Cadillac.
De to Ferrarier endte som nummer seks og syv foran Antonio Felix da Costa i JOTA’s Porsche og Proton Competitions Porsche. Peugeot starter nummer 10 og 11 anført af Mikkel Jensen i #93.
GTE Am: Ny fight om pole position mellem Corvette og Iron Dames
GTE Am-feltet startede kvalifikationen, og her var dækkene virkelig spørgsmålet. Det endte med at blive til slicks, men alle havde flere optioner klar. Ahmad Al Harthy og ORT by TF Sport Aston Martin var indledningsvist hurtigst med selskab fra Takeshi Kimura og det lokale Car Guy Racing Ferrari.
Som tiden gik fik Corvette Racings nykårne GTE Am-mestre anført af Ben Keating samt Iron Dames’ Sarah Bovy gang i dækkene, og det endte som så mange gange før i denne sæson med en direkte amerikansk/belgisk duel om pole position.
Keating og Bovy byttede pladser igen og igen, men det endte med pole position til Keating, som tog tiden med tre hundrededele ned til Sarah Bovy, mens anden række i GTE Am er ren Aston Martin i form af japanske D’Station Racing foran Northwest AMR.
I LMP2 gik det rigtig godt for United Autosports, som fik begge biler ind i top 3. Phil Hanson sikrede her pole position foran Louis Deletraz og belgiske Team WRT, mens Oliver Jarvis satte den anden United-bil ind som treer. Pietro Fittipaldi forsøgte til det sidste, men måtte sammen med Oliver Rasmussen og David Heinemeier Hansson tage til takke med at starte som nummer fire.
6 Hours of Fuji køres i morgen, søndag. Det er med start 04.00 dansk tid – se mere her!
Vi følger naturligvis FIA WEC på Fujispeedway hele weekenden her på sitet. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!