IMSA har lavet et nyt kvalifikationsformat til Rolex 24 at Daytona i år – og det nye system fik lørdag aften dansk tid sin premiere.
Formatet går ud på, at der i forbindelse med denne weekends træninger på Daytona også køres løbet Motul Pole Award 100, som er et 100 minutters kvalifikationsløb til næste weekends Daytona 24 Hours.
Et fingerpeg om styrkeforholdet frem mod den første store, amerikanske klassiker – og ikke mindst et fingerpeg, der tegner lovende tendenser om mulighederne for de i alt seks danske kørere, som er til start næste weekend i Florida.

Kevin Magnussen satte tiden for Chip Ganassi Racing, som lod danskeren køre den 15 minutter lange kvalifikation. Magnussen lagde ud med at være hurtigst af alle, og gjorde fra start en god figur i kvalifikationen.
Magnussen måtte i sidste ende tage til takke med fjerdebedste tid, -0.203 sekund efter Felipe Nasr, som satte hurtigste tid for Action Express Racing/Wehlen Engineering Cadillac, fulgt af Mazda/Multimatics enlige DPi-racer og endnu en Cadillac i form af den fra Mustang Sampling.
Ren dansk front i LMP2
I LMP2 markerede danskerbilerne sig til gengæld hele vejen. Ben Keating satte tiderne for PR1/Mathiasen Motorsports flotte Wynn’s-farvede racer, som amerikanske Ben Keating deler med blandt andre Mikkel Jensen.
Keating lå rigtig godt til hele vejen, og endte med hurtigste tid i klassen – skarpt forfulgt og en overgang overgået af en rigtig stærkt kørende Dennis Andersen fra danske High Class Racing. Andersen kørte sikkert og ikke mindst hamrende hurtigt, og havde held til at sikre det nordjyske team et solidt udgangspunkt.

Det nordjyske LMP2-team debuterer i denne weekend i IMSA-sammenhæng, og holdet med Dennis Andersen, Robert Kubica, Anders Fjordbach og Ferdinand Habsburg har hidtil vist meget lovende takter i Florida – takter, som vi håber de kan bygge videre på søndag aften dansk tid.
WHAT A DRIVE DENNIS!!!!!
P2 in LMP2 class to start Qualifying Race on Sunday! 😍 Just stunning, man. Perfect job TEAM 🤜🏻🤛🏻 #highclassracing #imsa #endurance #rolex24 #daytona #daytona24 #racing #motorsport #hrx #skaarup #polarseafood #roar24 pic.twitter.com/T7pX0eYLOD
— High Class Racing (@HighClassRacing) January 23, 2021
Stærkt udlæg fra AF Corse i GTD
Apropos danskere med hurtige holdkammerater, så viste AF Corse i GT Daytona også de forventede stærke takter, som Ferrari-teamet er kendte for. Nicklas Nielsen var ikke i AF Corses Ferrari #21 i kvalifikationen, men britiske Simon Mann tog næstbedste tid efter Wright Motorsports Porsche.

I den anden GTD-racer med dansk islæt har Christina Nielsen og resten af Team Hardpoint EBM til gengæld en opgave foran sig. Teamet fik ikke sat nogen tid, og åbner nede fra de bagerste rækker.
I GTLM førte Marco Wittmann an i en 1-2-kvalifikation for BMW Team RLL, mens Moritz Kranz tog pole i LMP3 for Muehlner Motorsports America.
IMSA har desuden gjort det klart, at dette kvalifikationsresultat ikke vil tælle i historiebøgerne til Rolex 24 at Daytona 2021 – det vil løbsresultatet i morgen, som sætter gridden til 24-timersløbet næste weekend.
Søndagens kvalifikationsløb, Motul Pole Award 100, køres med start klokken 20.00 dansk tid. Der er opvarmning fra 19.20. Det kan følges live på www.imsa.tv og på IMSA Radio – www.radiolemans.com/imsaradio.com
Vil du gerne følge med i IMSA året igennem, så dækker vi det tæt her på Boxengasse.dk. Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste! 🙂
Her kan du desuden se mere om Kevin Magnussens nye arbejdsplads – IMSA Weathertech Sportscar Championship!
Guide: Alt du skal vide om IMSA Weathertech Sportscar Championship