Green Development har i forbindelse med årets test- og mediedage på Padborg Park præsenteret teamets 2022-racer. Teamet kører som tidligere annonceret Cupra, og er klar med et grøn/hvidt tema, der understreger teamets agenda om en grønnere motorsport.
– Det er dejligt, at så mange virksomheder ønsker at deltage på vores rejse mod en grønnere og mere ansvarlig motorsport i fremtiden, forklarer teamejer Jesper Sylvest og fortsætter:
– Vi er i gang med en revolution af motorsporten som vi kender den, og derfor er støtten og samarbejdet utroligt vigtig for os.
For at lægge ekstra fokus på den grønne tilgang til motorsport, deltager Green Development og teamets sponsorer desuden i Green City-udstillingen på årets CHGP.
Kører Nicolai Sylvest ser frem til sæsonen, som nu for alvor nærmer sig:
– Hele teamet er i topform og klar til at tage enhver udfordring op. Vi stiller med de bedste kræfter på alle pladser, og motivationen er i helt i top. Jeg kan ikke bede om bedre opbakning end jeg får fra både team og samarbejdspartnere, forklarer Nicolai Sylvest, som i år samarbejder med mentaltræner Torben Villekjær i tillæg til sin normale træning.
TCR Denmark får sæsonpremiere den 7-8. maj på Padborg Park.