7 min. læsning

Guide: Følg Kevin Magnussen, Mikkel Jensen og Christina Nielsen i 12 Hours of Sebring 2021 – Opdateret!

#01 Cadillac Chip Ganassi Racing Cadillac DPi, DPi: Pit Stop, Scott Dixon, Renger van der Zande, Kevin Magnussen
Udgivet
Foto
Del artikel

Opdateret 18/3 med spotterguide fra Andy Blackmore!

Daytona og premieren på IMSA Weathertech Sportscar Championship 2021 blev lige ved og næsten for Kevin Magnussen og Chip Ganassi Racing, som var knusende tæt på at levere det perfekte comeback til DPi – og for danskeren den perfekte debut.

Det ændrede en sen punktering som bekendt på, men to ting er stensikre:

Sportscars er på vej ind i en ny guldalder set med danske briller, og IMSA-premieren var særdeles velbesøgt.

Således også her på Boxengasse, hvor vi havde næsten 30.000 gæster gennem januar! Dengang lavede vi en guide til hele sæsonen – men blev på redaktionen også enige om, at Sebring var så tilpas specielt et løb, at det fortjener sin egen guide – så velkommen til! 🙂

Og det bliver et løb, som vi varmer solidt op til i de kommende dage. Vi har netop interviewet Kevin Magnussen om premieren i IMSA og ikke mindst det, der venter. Dels hos Chip Ganassi Racing på Sebring, og så absolut også i 2022, når Kevin Magnussen tørner ud for Peugeot Sport i det franske mærkes comeback til FIA WEC.

Interview: Kevin Magnussen og skiftet til sportscars: – Det var sindssygt skægt!

Mazda vandt i fjor med Jonathan Bomarito, Harry Tincknell og Ryan Hunter-Reay, og scorede ved den lejlighed Mazdas første Sebring-sejr. Foto: IMSA

Betonklassikeren

Lad det være sagt med det samme: Betonen på Sebring er intet mindre end en klassiker i amerikansk og international sportsvognsracing.

Igen går det løs i Florida, igen kan du følge slagets gang her på vores site, hos IMSA’s livestream og på Viaplay – men til forskel fra sidst, så er det på en helt anderledes bane, som er lige så rå som Daytona efter amerikanske forhold er supermoderne.

Sebring er en gammel flyvebase fra Anden Verdenskrig, som dengang hed Hendricks Army Airfield. Basen åbnede i 1942, og blev i krigsårene brugt som træningsbase for bombeflyene Boeing B-17 Flying Fortress. En del af banen bruges i øvrigt stadig den dag i dag som landingsbane til privat og kommerciel luftfart. I 1950 åbnede stedet som racerbane, og den 15. marts 1952 blev det første 12-timersløb kørt – en tradition blev født.

Banen er ændret et par gange siden, men er stadig nordamerikas ældste road course. Banen er 6,01 km lang, har 17 sving og består fortsat af en blanding af beton og asfalt. Cirka 1,3 kilometer er af beton i dag.

Og traditionen står i dag – banen blev over årene kortet af og opdateret lidt, men banens aner som militærbase fornægter sig ej. Her er en blanding af beton og asfalt, og Sebring er notorisk ujævn – en bane, der hvert eneste år udfordrer både kørere og materiel til det yderste. Specielt det lange dobbelt-højre, der er opløbssvinget samt banens første sving, er begge enormt ujævne og belagt med beton. Det stiller store krav til mekanikken, og for at få et lille indblik i det, kan du her se en god banegennemgang fra i fjor:

I øvrigt er Sebring også hjemsted for masser af store, danske resultater, og skal vi runde det historiske plan af, så er Tom Kristensen fortsat alletiders mest vindende i 12 Hours of Sebring – seks generelle sejre blev det til for Kristensen dengang serien hed American Le Mans Series. Banens sving 3 er desuden opkaldt efter netop Tom Kristensen og hedder Kristensen Corner i dag.

Jan Magnussen har en hel stribe klassesejre med Corvette samme sted – Magnussen vandt i 2006, 2008, 2009, 2015 og 2017.

Man kan lige fornemme betonen midt i denne tætte fight. Den gamle betonbelægning fra krigstiden er med til at gøre Sebring til en ujævn og oldschool bane af den helt rigtige slags.

36 biler er på startlisten – du kan se den i sin helhed her: https://www.imsa.com/wp-content/uploads/sites/32/2021/03/10/IWSC-Sebring-Pre-Event-Entry-List.pdf

Hvad skal vi holde øje med?

I forhold til Daytona står vi med et lidt decimeret felt af danskere – men hæng på, for den tætte fight fra Daytona skal nok fortsætte, og Sebring er velkendt for at være en mindst lige så uforudsigelig størrelse. Kevin Magnussen og Chip Ganassi Racing samt Mikkel Jensen (#52 PR1 Mathiasen Motorsports) er de to danskere med hele sæsonen linet op i prototyperne, mens High Class Racing i LMP2 og Nicklas Nielsens indsatser fra Daytona var engangsforestillinger for nu. Dem får vi til gengæld at se i WEC senere i år.

Ind fra højre er til gengæld kommet Christina Nielsen og Porsche-teamet Team Hardpoint EBM Porsche. Teamet, der ejes af Rob Ferriol og den dobbelte Le Mans-vinder Earl Bamber, kom også sent med på startlisten til Daytona, men har nu fået kabalen til at gå op. Så meget, at teamet stiller resten af sæsonen med to biler – #88, som Christina Nielsen og Katherine Legge skal dele resten af sæsonen, mens Ferriol og Bamber er de faste navne på #99.

Ferriol og Bamber har den amerikanske sølvkører Trenton Estep med på Sebring, mens Christina Nielsen og Katherine Legge deler bil med brasilianske Bia Figuiredo på Sebring.

Christina Nielsen og Katherine Legge kom sent med på startlisten til Daytona og har siden arbejdet på at få en fuld sæson på plads. Det er nu lykkedes med Porsche-teamet Hardpoint EBM, som kører GT Daytona sæsonen ud med to biler. Foto: Team Hardpoint EBM

Se også vores interview med Christina Nielsen her:

Interview: – Sebring er et af de sværeste løb, man kan køre

Hvad Kevin Magnussen og Chip Ganassi Racing viste i deres comeback overraskede en del folk redaktionen inklusive. De var der på pace med det samme og kørte et hamrende solidt løb. Kan det hæderkronede team gentage de takter, så er der også fine muligheder for, at vi for første gang siden Tom Kristensens sidste sejr i 2012 kan få en ny dansker på toppen af skamlen i det generelle klassement.

Mikkel Jensen jagter mindst lige så meget en revanche for et Daytona, der startede lovende, men ikke rigtigt klappede. Mikkel Jensen og PR1 Mathiasen Motorsports havde farten på Daytona og var godt med – men en stribe problemer og uheld endte med at koste dem chancerne for at kæmpe om Rolex-urene. I fjor var Sebring til gengæld ét af højdepunkterne for Jensen, som ved den lejlighed blev nummer to.

Mikkel Jensen og PR1 Mathiasen Motorsports havde det alt andet end nemt på Daytona, hvor teamet ad flere gange var uheldige, selvom farten var god. Derfor har den kommende Peugeot-kører alt at jagte på Sebring. Foto: PR1/Mathiasen Motorsports

Sådan ser du med

Der er flere veje til at følge IMSA i weekenden den 19-20. marts. TV3 Sport annoncerede i udgangen af 2020, at de har erhvervet sig rettighederne til at sende live fra IMSA på dansk TV i den kommende sæson, og vi opdaterer naturligvis denne guide så snart vi har mere præcise sendetider.

IMSA har gennem årene været kendt for at have en rigtig god livestream på engelsk med Radio Le Mans’ fantastiske kommentatorhold. IMSA streamer gratis og uden afbrydelser på engelsk med kommentatorholdet fra Radio Le Mans/IMSA Radio på www.imsa.tv.

Viasat dækker løbet på dansk med Jens Hansen og John Nielsen bag mikrofonerne. Der sendes live på Viaplay fra 15.00, mens man på TV3 Sport kan se med fra 23.00 til det ternede flag.

Program med danske tider – der er forventeligt kun livestream fra kvalifikation og løb. Til gengæld sender Radio Le Mans live i lyd fra træningerne torsdag – se mere på deres website:

Torsdag 18/3 – i danske tider:

Træning 1 – 14.05-15.05

Træning 2 – 18.55-19.55

Træning 3 – 00.30-02.00

Fredag 19/3 – i danske tider:

Kvalifikation – 16.15-17.45

Lørdag 20/3 – i danske tider:

Løb – 15.00-03.30 (Start 15.10)

Få overblik over feltets 37 biler med Andy Blackmores velkendte spotterguide her:
https://spotterguides.com/wp-content/uploads/2021/03/SG_21_SEB_ONLINE_V1.pdf

Livetiming finder du her:
https://www.imsa.com/scoring/

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

#6 Acura Team Penske Acura DPi, DPi: Juan Pablo Montoya, Dane Cameron, Simon Pagenaud, #86 Meyer Shank Racing w/Curb-Agajanian Acura NSX GT3, GTD: Mario Farnbacher, Matt McMurry, Shinya Michimi

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode