Der hersker vist efterhånden ikke megen tvivl om, at dansk motorsport og især dansk GT-racing står umådeligt stærkt i år. Det gør sig i særdeleshed også gældende i GT World Challenge Europe, der på rekordtid i hænderne på arrangørerne SRO har vokset sig vej til at blive det førende format for GT3-racere.
Sæsonen, der begynder med et tretimersløb på Imola i denne weekend, leder frem mod sæsonens store højdepunkt i form af Total 24 Hours of SPA i slutningen af juli. Men inden da er der utroligt meget godt ræs at se frem til på alle Europas førende baner, hvor vi i denne sæson får hele ti danske kørere i aktion – og med den seneste præsentation fra Aston Martins store, britiske kunde, Beechdean AMR, er det også med et comeback til The Dane Train, idet Nicki Thiim, Marco Sørensen og Maxime Martin er blevet sat sammen i det særdeles velkendte startnummer 95.

Samtidigt kommer Nicklas Nielsen og Iron Lynx til denne sæson som forsvarende vindere af seriens kronjuvel 24 Hours of SPA såvel som forsvarende mestre i GT World Challenge Europe Endurance Cup.
En anden ting at holde øje med I GT World Challenge i år er Valentino Rossi, som får sin debut – i hvert fald sådan for alvor – på fire hjul. MotoGP-legenden for det belgiske Audi-team WRT og bliver særdeles spændende at følge i år.

Eftersom bilerne i GT World Challenge alle er GT3-biler og derfor er ens på det tekniske plan, så er det bag rattet, vi finder forskellene på de fire klasser. Klasserne er Pro, Pro/Am, Gold Cup og Silver Cup – alle fire er titler, som hentyder til kørersammensætningerne.
Hvor der i Pro er fuldstændigt frit spil, så skal der fx være minimum to bronzekørere i Pro/Am, mens de resterende i denne klasse må være fra alle kategoriseringer. I Silver Cup skal alle være maksimum sølvkørere, og i Gold Cup skal det være maksimalt platin, sølv og bronze til løbene med tre kørere, mens det er maksimalt platin, sølv, sølv og bronze til 24-timersløbet.
GT World Challenge Europe er fordelt på både en Sprint og en Endurance Cup. Sprint Cup er weekender med to kortere løb, mens Endurance Cup er langdistanceløb på minimum tre timer.
Endurance Cup køres i år over fem afdelinger – efter Imola denne weekend er det på Paul Ricard den 3-5. juni, 24 Hours of SPA den 28-31. juli, Hockenheim den 2-4. september og sæsonfinalen på Circuit de Catalunya den 30. september-2. oktober.

Ti danske navne i GT World Challenge Europe
En stribe af de danske kørere er igen at finde i GT World Challenge i år, mens andre debuterer. Skal vi starte i Pro-kategorien, så er der tre stærke biler med danske islæt at holde øje med.
Nicklas Nielsen og de forsvarende mestre fra Iron Lynx på plads igen – dog med en ny holdsammensætning, hvor Come Ledogar og Alessandro Pier Guidi begge har forladt #51 til fordel for to andre stærke Ferrari-kort i form af britiske James Calado og spanske Miguel Molina. I Iron Lynx’ anden Pro-bil med #71 på siden sidder i øvrigt et andet, virkelig stærkt lineup i Daniel Serra, Davide Rigon og Antonio Fuoco.
Derudover er der det genopstandne Dane Train hos Beechdean AMR. Beechdean og Andrew Howard har en lang historie med Aston Martin i GT-racing både i Storbritannien og på kontinentet, og stiller med en bil, der bør rangeres som en seriøs titelkandidat. I fjor kørte Nicki Thiim, Marco Sørensen og Ross Gunn en tredjeplads hjem i 24 Hours of SPA med et andet Aston-kundeteam i form af Garage 59, og nu er den danske duo klar til et skud på det samlede mesterskab. Med sig i år har de belgiske Maxime Martin.
Pro afrundes af Dennis Lind, som har fundet vej tilbage til GT World Challenge efter et 2021 med primært engelske opgaver i British GT, hvor Lind endte med at vinde mesterskabet sammen med Barwell Motorsports. Lamborghini er imidlertid blevet til McLaren for danskeren, som i år er at finde hos tyske JP Motorsport, hvor Lind i denne sæson deler bil med Vincent Abril samt den tidligere F1-kører, Christian Klien.

I Gold Cup, som er klassen, hvor kørersammensætningen skal være med en platin/guldkører samt én sølv og én bronze. Klassen er ny i år og erstatter den tidligere Am-kategori. Her finder vi to biler med danske islæt i form af Michelle Gatting og Iron Dames’ Ferrari #83, som Gatting deler med samme crew som i WEC, nemlig Sarah Bovy og Rahel Frey. Det er første gang trioen er med i en fuld sæson i GT World Challenge, og det er én af tre serier for Iron Dames i år. De kører også ELMS og WEC.
Med i klassen er også McLaren-teamet Inception Racing, med hvem Frederik Schandorff har haft et par gode optrædener i IMSA. Samme trio, altså Schandorff, Brendan Iribe og Ollie Millroy er også i GT World Challenge i år.

Endelig er der Silver Cup, som er en klasse, hvor hele lineuppet må have maksimalt sølv i driver rating. Her er i alt fire biler med dansk islæt i form af Mercedes-teamet Getspeed, som Valdemar Eriksen er skiftet til i år. Nordjyden var sidste år hos Audi og Team WRT, men sidder i år hos Getspeed og deler en Mercedes AMG GT3 med Sebastien Baud og Jeff Kingsley.
Hos WRT fortsætter Benjamin Goethe igen i denne sæson, hvor han har fået Thomas Neubauer og Jean Baptiste Simmenauer med i startnummer 30. En anden genganger fra sidste sæson er Nicolai Kjærgaard, som fortsætter hos Garage59. Det engelske team har dog skiftet Aston Martin ud med McLaren til i år, og han deler bil med Manuel Maldonado og Ethan Simioni.

Endelig er der en ny dansker i serien i form af Patrik Matthiesen, som har fundet vej til tyske Allied Racing. Porsche-teamet stiller med startnummer 22 og Matthiesen deler bil med Joel Sturm og Dominik Fischli.
Løbet kan følges i dag fra 14.30 her:
Og inden da er der fra 09.00 kvalifikation – se det herunder.
https://youtu.be/opoHLmoIzww