Guide: Rolex 24 at Daytona 2024

Foto: IMSA
Annonce:

Velkommen til en ny sæson – og velkommen til årets første af de helt store 24-timersløb. Daytona er altid det sådan for alvor store startskud på motorsportskalenderen, og det ændrer sig ikke i år, hvor vi igen skal være vidner til 24 timer i Florida med en fuld grid og hele 11 danskere til start.

Daytona er et lidt utraditionelt langdistanceløb i den forstand, at kvalifikationen allerede er kørt. I den forgangne weekend var der ROAR before the 24 på Daytona. Den blander lidt elementerne fra Le Mans’ klassiske testweekend med et sportsligt element, og således blev kvalifikationen til årets Daytona kørt i går, søndag, selvom det først er nu på lørdag selve løbet finder sted. Tidligere har man også haft et decideret sprintløb om startplaceringerne i 2021 og 2022, men det blev skrottet til fordel for et comeback til en reel kvalifikation i 2023 og altså også igen i år.

ROAR var først og fremmest godt for tre af de danske kørere. Sebastian Priaulx var hurtigst af alle i GTD Pro og skaffede derved AO Racing og holdkammeraterne Michael Christensen og Laurin Heinrich pole position til weekenden. I GTD og LMP2 er der også danskerbiler med helt fremme – således klarede Klaus Bachler ærterne for MDK Motorsports i GTD og sikrede derved sig selv, Anders Fjordbach, Larry Ten Voorde og Kerong Li et udgangspunkt fra 2. startposition i klassen.

I LMP2 var George Kurtz i bilen for Crowdstrike Racing og endte tredjebedst i bilen, som Kurtz deler med Malthe Jakobsen, Colin Braun og Toby Sowery.

Hvad er nyt i IMSA Weathertech Sportscar Championship i år?

IMSA og dermed Daytona byder på et par nyskabelser i år. I lighed med det, vi har set i Europa, så har IMSA slanket udvalget af klasser. Derfor er der flere GTP-racere, mens LMP3 helt er forsvundet fra løbet. Ditto bliver det andet år med GT Daytona i sin nye form, hvor alle GT-bilerne er GT3-racere, fuldstændig som vi også kommer til at se det i FIA WEC i år. Det åbner for en del nye producenter og konstellationer, som vi har beskrevet en del af over vinteren. Ford er eksempelvis tilbage med den nye Mustang GT3 i IMSA såvel som WEC.

GTP byder i dette års Daytona igen på fire producenter i form af Acura, BMW, Cadillac og Porsche – men endnu ikke den nye Lamborghini SC63. Den får vi først at se i FIA WEC-premieren i Qatar den første weekend i marts, og i IMSA er der også i marts premiere for bilen. D3t sker på Sebring. Den nye Lamborghini får i IMSA i alt de resterende fire runder af Michelin Endurance Cup, og begge biler fra henholdsvis WEC og IMSA bliver også at se på Le Mans.

Bilen var i øvrigt også med til forsæsonens test på netop Daytona, men et egentligt løbsprogram må vi lige vente til marts med at se. Til gengæld er Lamborghinis nye kørerlineup med i Daytona i GTD – således kan du glæde dig til at se fx Romain Grosjean, der på Daytona deler bil med Matteo Cairoli, Matteo Cressoni og Claudio Schiavoni i Iron Lynx’ #60 i GT Daytona Pro-klassen.

Spotter guide

Faste følgere kender sikkert britiske Andy Blackmores Spotter Guides fra de seneste mange år i sportscars – og den gode nyhed er, at Blackmore har lavet en ny til IMSA og Daytona i år. Fang den her:

https://spotterguides.com/portfolio/24_imsa/

Danskerbilerne

Traditionen tro skal vi også se nærmere på de 11 biler med danske kørere i årets Daytona. Vi har ingen danskere i aktion i topklassen GTP, men i LMP2 og GT-klasserne er samlet 11 danskere til start – fem i LMP2-prototyper og seks i GT-racere.

04 – CrowdStrike Racing by APR Oreca – 07 Gibson – Colin Braun, Malthe Jakobsen, George Kurtz, Toby Sowery

Jagten på uret glippede for Malthe Jakobsen i LMP3 tilbage i 2022, hvor det blev til en andenplads for thyboen. Men Malthe Jakobsen er tilbage til et nyt forsøg på at lave et topresultat på Daytona – og denne gang i LMP2 med CrowdStrike Racing by APR. Unægteligt én af de tunge spillere i LMP2-klassen, og et team, med hvem Malthe Jakobsen aktuelt også er nummer to i Asian Le Mans Series.

Blandt andet derfor er der al mulig grund til at holde godt øje med stortalentet fra Thy, som også i denne uge blev præsenteret som ny reservekører for Peugeot. På Daytona deler Malthe Jakobsen bil med Colin Braun, George Kurtz og Toby Sowery. Braun og Kurtz er teamets ejere og generelt et sæt fornuftige kort – og med tilføjelsen af britiske Toby Sowery med blandt andet et Indy NXT-mesterskab og et par optrædener i LMP2 på CV’et, så lover det umiddelbart godt.

#04: CROWDSTRIKE RACING BY APR, ORECA LMP2 07, LMP2: George Kurtz, Colin Braun, Toby Sowery, Malthe Jakobsen

11 – TDS Racing Oreca 07 Gibson – Mikkel Jensen, Hunter McElrea, Charles Milesi, Steven Thomas

Hvis noget set i et dansk perspektiv rimer, så er det Mikkel Jensen og LMP2 i IMSA-sammenhæng. Jensen er tilbage på Daytona med TDS Racing i en stærk konstellation – andet år i streg efter det franske team gik ind i IMSA på fuld tid. Mikkel Jensen jagter fortsat det store gennembrud på netop Daytona. 2021-mesteren i IMSA’s LMP2-klassen har en fjerdeplads som bedste resultat i fire forsøg – i fjor endte det med en tiendeplads for TDS Racing.

Og i lighed med sidste års indsats, så er Mikkel Jensen en del af satsningen sammen med gentleman driver Steven Thomas. I fjor bestod resten af kvartetten af Scott Huffaker og Rinus Veekay, men i år er amerikaneren og hollænderen skiftet ud med Hunter McElrea og Charles Milesi.

McElrea kender danske fans nok mest fra sidste sæson i Indy NXT, hvor kiwien endte som runner-up til mesterskabet bag Christian Rasmussen. Franske Charles Milesi har især slået sine folder i FIA WEC foruden en enkelt optræden i 2021 i IMSA med Racing Team Nederland – og Milesi ser foruden indsatsen med TDS Racing også frem mod en sæson i Alpines nye Hypercar-satsning i FIA WEC.

#11: TDS Racing, ORECA LMP2 07, LMP2: Steven Thomas, Mikkel Jensen, Hunter McElrea, Charles Milesi

18 – Era Motorsport Oreca 07 Gibson – Ryan Dalziel, Dwight Merriman, Christian Rasmussen, Connor Zilisch

Christian Rasmussen er relativt set stadig et nyere navn i sportsvogne, men Danmarks nyslåede Indycar-kører har faktisk ét enkelt Daytona på CV’et – i fjor blev han nummer ni med Era Motorsport og er nu klar til et nyt Daytona som et led i opvarmningen til sæsonen i Indycar. Oliver Jarvis er skiftet ud med Connor Zilisch, men ellers er der genvalg på de øvrige tre pladser hos Era.

#18: Era Motorsport, ORECA LMP2 07, LMP2: Dwight Merriman, Ryan Dalziel, Christian Rasmussen

20 – MDK by High Class Racing Oreca 07 Gibson – Dennis Andersen, Laurents Hörr, Scott Huffaker, Seth Lucas

Danske High Class Racing er klar til en ny LMP2-sæson i staterne. Dennis Andersen er igen en del af teamet, men ellers er der udskiftninger på alle pladser. Anders Fjordbach kører i dette års Daytona i MDK’s Porsche i GTD-klassen, og derudover er de to øvrige kørere også skiftet ud. Ind er først og fremmest kommet Scott Huffaker, som Mikkel Jensen efterhånden har kørt en del sammen med.

Tyske Laurents Hörr er også ny på teamet – han var i 2021 med til at sikre Mühlner Motorsport en tredjeplads i LMP3 på Daytona, og har siden slået sine folder i særligt europæisk sammenhæng i LMP2. Tyskeren har også kørt Le Mans de seneste to år med henholdsvis DKR Engineering og IDEC Sport. Endelig er 18-årige Seth Lucas teamets yngste mand – han kommer fra amerikansk GT-racing og var sidste år også i IMSA’s LMP3.

#20: MDK by High Class Racing, ORECA LMP2 07, LMP2: Dennis Andersen, Seth Lucas, Laurents Hoerr, Scott Huffaker

88 – Richard Mille AF Corse Oreca 07 Gibson – Luis Pérez Companc, Nicklas Nielsen, Matthieu Vaxivière, Lilou Wadoux

Nicklas Nielsen er for tredje år i træk på Daytona med AF Corse – og igen i LMP2. I fjor blev det til en tredjeplads sammen med Matthieu Vaxiviere, mens Luis Péres Companc og Lilou Wadoux er kommet til fra AF Corses egne rækker.

#88: Richard Mille AF Corse, ORECA LMP2 07, LMP2: Luis Perez Companc, Nicklas Nielsen, Lilou Wadoux Ducellier, Matthieu Vaxiviere

GTD Pro

77 – AO Racing Team Porsche 911 GT3 R (992) – Michael Christensen, Laurin Heinrich, Sebastian Priaulx

Michael Christensen har lidt en forhistorie med Porscher i dyretemaer…. The Pink Pig var hurtig på Le Mans, og nu er det danske Porsche-es en del af AO Racings ret så iøjnefaldende T-Rex-inspirerede 911 GT3R på Daytona – i øvrigt som eneste dansker i GTD Pro-kategorien. Her er Christensen klar til et forsøg på at gentage sin bedrift fra 2017, hvor han var med til at vinde løbet for Alegra Motorsports  – og denne gang som en del af et spændende lineup, som Sebastian Priaulx fik placeret godt i kvalifikationen. Den unge brite sørgede her for pole position til AO Racing.

Både Priaulx og tyske Heinrich er med 23 og 22 år også ganske nye navne på scenen. Priaulx kørte også i fjor Daytona med AO Racing, og var i 2022 med til at tage sølvet i LMP3 sammen med Malthe Jakobsen, Joao Barbosa og Lance Willsey. Laurin Heinrich er debutant på Daytona, men har især slået sine folder i Porsche Supercup gennem tre sæsoner, hvilket toppede med bronze i 2022-mesterskabet – siden har den stået på GT World Challenge og DTM for tyskeren.

#77: AO Racing, Porsche 911 GT3 R (992), GTD PRO: Laurin Heinrich, Seb Priaulx, Michael Christensen

GTD

27 Heart of Racing Team Aston Martin Vantage AMR GT3 Evo – Roman De Angelis, Ian James, Zacharie Robichon, Marco Sørensen

De forsvarende vindere i GTD er klar til kamp med nyt materiel. Aston Martins AMR GT3 Evo er ude til en stor satsning for det engelske mærke på tværs af GT3 verden over. Og med et skarpt program i FIA WEC og nu også japanske Super GT er der også en spændende sæson i sigte for Marco Sørensen. Men først gælder det forsøget på at gentage sidste års kunststykke – nemlig at vinde Daytona med Heart of Racing.

Sejren på Daytona kickstartede en duel mellem Sørensen/De Angelis og Bryan Sellers/Madison Snow i BMW – en duel, som BMW-duoen trak sig sejrrigt ud af over sæsonen, men ikke destomindre var 2023 en stærk sæson i det amerikanske for Sørensen og De Angelis, der også nåede at vinde på Lime Rock Park og tog en andenplads i Long Beach på deres vej til mesterskabssølvet. Kvartetten hos Heart of Racing fuldendes af Ian James og Zacharie Robichon i år.

#27: Heart of Racing Team, Aston Martin Vantage GT3 Evo, GTD: Roman De Angelis, Zacharie Robichon, Ian James, Marco Sorensen

44 Magnus Racing Aston Martin Vantage AMR GT3 Evo – Andy Lally, John Potter, Spencer Pumpelly, Nicki Thiim

For amerikanske Magnus Racing er holdkortet en copy/paste af 2023 – og et lineup, som var lige ved og næsten at sikre sig de eftertragtede Rolex Daytona i Aston Martins dobbeltsejr i fjor. Nicki Thiim og den amerikanske trio endte nemlig med andenpladsen i et vildt Daytona, mens Andy Lally og John Potter kørte sæsonen færdig med support fra Spencer Pumpelly i de længere løb.

#44: Magnus Racing, Aston Martin Vantage GT3 Evo, GTD: John Potter, Andy Lally, Spencer Pumpelly, Nicki Thiim

70 Inception Racing McLaren 720S GT3 Evo –  Tom Gamble, Brendan Iribe, Ollie Millroy, Frederik Schandorff

Frederik Schandorff havde en stærk sæsonstart på Daytona i fjor, hvor det sammen med Inception Racing blev til en tredjeplads – og i titelkampen endte det for Schandorff og Brendan Iribe med en sjetteplads. Nu er duoen og det engelske McLaren-team tilbage i jagten på et Rolex Daytona.

Inception Racing har i år hentet McLarens Tom Gamble ind som forstærkning, og fortsætter derudover med Ollie Millroy, der også var en del af teamet på Daytona i fjor. Schandorff kører igen fuld sæson i IMSA sammen med Iribe i år.

#70: Inception Racing, McLaren 720S GT3 EVO, GTD: Brendan Iribe, Frederik Schandorff, Ollie Millroy, Tom Gamble

83 Iron Dames Lamborghini Huracán GT3 Evo 2 – Sarah Bovy, Rahel Frey, Michelle Gatting, Doriane Pin

Det er for alvor tid for Iron Lynx og Iron Dames til at få Lamborghinis Huracan GT3 Evo2 frem i lyset. Skiftet fra Ferrari i 2022 kastede teamet ud i to forskellige programmer med Lamborghini vest for Atlanten og med Porsche i FIA WEC. Med det nye skifte for FIA WEC til at køre et rent GT3-format står der Lamborghini på hele kalenderen for Iron Dames. Der er blevet arbejdet hårdt over vinteren på at få det maksimale ud af Lamborghini-racerne, som i år også kommer til at danne parløb med mærkets satsning med den nye Hypercar, SC63.

Den nye Hypercar får ikke premiere på Daytona, men vil derimod være at finde i både FIA WEC og IMSA fra henholdsvis WEC-premieren i Qatar samt IMSA’s 12 Hours of Sebring. For Michelle Gatting bliver Daytona samtidigt starten på en tætpakket kalender, for hun bliver foruden IMSA også at finde i FIA WEC med Iron Dames og Lamborghini, samt i ELMS med en Porsche 911 GT3R.

#83: Iron Dames, Lamborghini Huracan GT3 EVO2, GTD: Rahel Frey, Michelle Gatting, Sarah Bovy

86 MDK Motorsports Porsche 911 GT3 R (992) – Klaus Bachler, Anders Fjordbach, Kerong Li, Larry ten Voorde

Anders Fjordbach er i den mest positive forstand kommet i bil med et par solide Porsche-specialister. Hverken Klaus Bachler eller Larry ten Voorde kræver den store introduktion, hvis man har fulgt det tyske mærke i sportscars såvel som mærkeserien Porsche Supercup.

Bachler huserer især i langdistanceracing, mens hollandske Ten Voorde trods sine 27 år er tæt på at være synonym med Mobil1 Porsche Supercup i dag. Og kvartetten, som fuldendes af kinesiske Kerong Li, havde en virkelig fornuftig optakt, da Bachler en overgang var hurtigst af alle i GTD-kvalifikationen og endte med en andenplads.

For Bachler er det 8. optræden på Daytona og ditto 8. gang i en Porsche i GT-klassen – bedste resultat for østrigeren er to fjerdepladser i 2020 og 2021 for Wright Motorsports, mens han i fjor var med til at vinde Sebring for Pfaff Motorsports.

#86: MDK Motorsports, Porsche 911 GT3 R (992), GTD: Kerong Li, Anders Fjordbach, Larry Voorde, Klaus Bachler

Se eller gense kvalifikationen

Skal du i stemning til weekenden, så kan du altid se eller gense kvalifikationen fra søndag. Den ligger på Youtube og kan ses lige her.

Løbet køres lørdag den 27. januar med start 19.40 dansk tid. Der hersker endnu tvivl om hvorvidt Viaplay har fornyet deres aftale med IMSA eller ej – løbet er således programsat hos Viaplay, men vi har ikke kunnet skaffe en bekræftelse på, om det også betyder en geoblocking af signalet fra www.imsa.tv. I tilfælde af, at der IKKE er geoblocking, så kan hele løbet ses på engelsk på www.imsa.tv.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen