Som om Team Penskes stunt og følgende straffe i kvalifikationen til årets Indy 500 var nok, så har Indycar disket tre straffe ud efter den tekniske kontrol ovenpå søndagens Indy 500. Det er gået ud over Andretti Globals #27 med Kyle Kirkwood og Marcus Ericssons #28 samt Premas #90 med Callum Ilott.
Straffene er især dyre for Andretti-bilerne, for det koster Marcus Ericsson en andenplads i Indy 500, og Kyle Kirkwood må vinke farvel til sin sjetteplads. Ilott blev nummer 12 og er ditto blevet streget.
De to teams har forbrudt sig mod det tekniske reglement ved at lave uautoriserede modifikationer på dele fra Dallara. Der er tale om andre dele end de, som Penske blev disket for i kvalifikationen, men ligheden er trods alt, at man har ombygget eller ændret på dele, som reglerne helt klart foreskriver, hvordan man skal bruge.
Begge Andretti-racerne har fået modificeret covers på Dallaras EMS Energy Management System i de nye, hybriddrevne Indycars. Derudover er der også pillet ved afdækningerne på bilernes bærearme – alt sammen for at få en mindre aerodynamisk fordel.
Prema har også haft skruet på aerodynamik og fik ikke godkendt deres endplates på forvingen af Callum Ilotts racer. Straffen på tværs af alle tre kørere og biler er den samme, for de er blevet flyttet til de tre sidste positioner i resultatlisten, og mister både præmiepenge og point. De får derudover en bøde per bil på 100.000 amerikanske dollars, og teamets managere for de tre respektive biler er udelukket fra det næste løb i Indycar, der køres i Detroit.
Det betyder også, at Indy 500’s top 10 nu er med Alex Palou som fortsat vinder, men med David Malukas og Pato O’Ward på podiet. Felix Rosenqvist blev nummer fire foran Santino Ferrucci, og så er Christian Rasmussen og Christian Lundgaard nu nummer seks og syv i stedet for otte og ni.
Ny otter er Conor Daly foran Takuma Sato, mens Helio Castroneves runder top 10 af.