2 min. læsning

Indycar: Dobbelt dansk i top 10 i Detroit – og ny Palou-pole

Chevrolet Detroit Grand Prix
Udgivet
Foto
Del artikel

Både Christian Lundgaard og Christian Rasmussen fik i aftes lagt an til et godt comeback ovenpå et svært Indy 500. I hvert fald var begge danskere med videre i top 12 i kvalifikationen på bybanen i Detroit, og mens Christian Rasmussens kvalifikation endte med en niendeplads, så gik Lundgaard hele vejen videre til Fast 6.

I Fast 6 kunne ingen røre Alex Palou, der tog sin tredje pole position i træk, mens Will Power, Scott McLaughlin og Scott Dixon fulgte efter – og Lundgaard fik en femteplads ud af anstrengelserne.

Og anstrengelser var der i McLaren-garagen. Lundgaard fik en ny motor efter den første gik i stykker i træningen lørdag morgen, men skiftet virkede tilsyneladende til at gå helt til den afgørende ende af kvalifikationen.

Christian Lundgaard var godt kørende i Detroit i aftes. Foto: Indycar

Og Lundgaards tur i top seks kom desuden også efter at han i den foregående top 12-shootout fik sendt teamkollega Pato O’Ward udenfor videre avancement, så danskeren blev eneste McLaren-kører i top 6.

Men på en flot danskerdag i Detroit var der til gengæld skuffelser andre steder i feltet. Den nyslåede Indy 500-vinder Felix Rosenqvist klarede ikke det videre avancement til Top 12 og starter som en noget mat nummer 16. Og en uge med nedadvendte mundvige fortsatte også for toeren fra Indy 500, David Malukas.

Malukas tabte Indy på stregen og i kvalifikationen i Detroit fortsatte uturen for amerikansk/litauiske Malukas. I slutningen af første kvalifikationsrunde satte han bilen i muren og starter derfor sidst af alle. En skidt start for Malukas, der desuden også er toer i mesterskabet, og derfor kan Detroit også ende med at blive et afgørende løb for Alex Palous drømme om at genvinde mesterskabet.

Alex Palou tog endnu en pole position – tredje i træk. Foto: Indycar

Indycars besøg i Detroit kan følges i aften fra 18.30 dansk tid på Viaplay og TV3 Sport.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode