3 min. læsning

Indycar: Første pole position i karrieren for David Malukas på svær dansker-dag i Phoenix

David Malukas - Good Ranchers 250 - By_ James Black_Large Image Without Watermark_m147747
Udgivet
Foto
Del artikel

Indycar ligger ikke på den lade side i sæsonstarten. Premieren var sidste weekend, og i aften dansk tid går det løs med sæsonens første oval – det sker i Phoenix, Arizona.

Det bliver imidlertid med to danske navne, der skal ud at køre sig op i Good Ranchers 250, for både Christian Lundgaard og Christian Rasmussen manglede lige det sidste for at gøre sig gældende for alvor i toppen af tabellen. De to åbner som nummer 17 og 18 respektivt.

Christian Rasmussen starter lige efter Christian Lundgaard, når det går løs i aften i Phoenix. Se med på TV3 Max fra 21.00 dansk tid. Foto: Indycar

Som kvalifikationen skred frem viste det sig til gengæld, at David Malukas og Team Penske havde noget godt i ærmet, for Malukas satte et gennemsnit på 175.383 mph over sine to kvalifikationsomgange – også selvom Penske-køreren faktisk ikke ventede til sent i sessionen med at forsøge sig. Faktisk kørte han som nummer 13 af 24 kørere, og endte med at føre an i en 1-2 for Penske.

Teamkollega Josef Newgarden fulgte nemlig op i 174.548 mph som næsthurtigste.

Christian Lundgaard fik en stærk sæsonstart på bybanen i St. Petersburg – og skal i aften dansk tid forsøge at følge op på årets første oval: Good Ranchers 250 at Phoenix Raceway. Foto: Indycar

Flot Schumacher-kvalifikation

Christian Lundgaards gamle team, Rahal Letterman Lanigan Racing, havde om muligt et lille gennembrud på ovalen i Phoenix. Ovalbaner har ikke været nogen livret for Graham Rahals team, men den kørende teamchef endte selv som tredjehurtigst, mens Mick Schumacher – for første gang nogensinde på en oval – var fjerdehurtigst for samme team.

Mick Schumacher er ny i Indycar og imponerede i kvalifikationen ved at køre sig på anden række. Første gang nogensinde på en oval. Foto: Indycar

Femmer blev Scott McLaughlin, der samtidigt cementerede en rigtig god fredag for Team Penske i Arizona – tre biler i top fem er lidt en oprejsning for teamet, der bestemt er på jagt efter revanche ovenpå 2025.

Og forsvarende mester såvel som vinder af sæsonpremieren i Florida sidste uge, Alex Palou, åbner ballet fra P10 i sin Chip Ganassi Honda.

Kvalifikationen blev mærket af to uheld, der heldigvis ikke førte andet end materielle skader med sig. Will Power fik en skidt sæsonpremiere for sit nye team, Andretti Global, da han crashede i St. Petersburg – og i aftes dansk tid i Phoenix ramte han igen muren og krøllede bilen. Samme skæbne overgik svenske Felix Rosenqvist, der crashede sin Meyer Shank Racing Honda i træningen og derfor ikke kørte kvalifikationen.

Bedste skandinav blev svenske Marcus Ericsson i P14, og skal vi runde norske Dennis Hauger, så starter han sit første løb på ovalbane fra P19 efter han som bekendt havde en kanondebut sidste weekend.

Indycar er i øvrigt tilbage på flow – se med klokken 21.00 i aften på TV3 Max.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode