2 min. læsning

Martin Vedel skal kæmpe på kontinenterne

Martin Vedel Mortensen kører i forvejen LMP3 for RLR MSport i ELMS, men får også chancen i årets Road to Le Mans.
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

Fynske Martin Vedel skifter i den kommende sæson LMP3 og European Le Mans Series (ELMS) ud med ikke bare én, men hele fire forskellige løbsserier. For nylig offentliggjorde han en sæson med fuldt program i Danish Endurance Championship, og tirsdag kunne han præsentere sin deltagelse i Creventic’s Champions of the Continent – fire 24 timers-løb i henholdsvis Dubai, Spanien, Portugal og USA.

Martin Vedel har skrevet kontrakt med det schweiziske team Autorama Motorsport, som i denne sæson har vundet flere mesterskaber under 24H Series-paraplyen, så det er et seriøst setup, fynboen bliver en del af.

– Jeg var i dialog mere flere teams, men eftersom de (Autorama Motorsport, red.) vandt begge mesterskaber i Creventic – og at de arbejder hen imod at komme i WTCR – så syntes jeg at det var det rigtige sted for mig, fortæller Martin Vedel, der i dette mesterskab kommer til at stifte bekendtskab med TCR-biler. Nærmere betegnet en VW Golf GTI TCR.

To af banerne – Portimão i Portugal og Barcelona i Spanien – kender den fynske racerkører i forvejen fra denne sæson. Og i Barcelona fik han mulighed for at prøve kræfter med aftenkørsel, da ELMS-løbet her sluttede sent. Det kan vise sig som en fordel.

Det er en VW Golf GTI TCR som denne, at Martin Vedel skal jagte det kontinentale mesterskab med. Foto: 24H Series

Ikke genvalg til ELMS

2020-sæsonen kommer for Martin Vedels vedkommende ikke til at indeholde et gensyn med ELMS. Det står fast, selvom den alsidige racerkører endnu har to kort tilbage i ærmet – som han dog ikke vil røbe mere om endnu:

– Beslutningen om at skifte fra ELMS blev taget ud fra det synspunkt, at jeg gerne ville have mere køretid. Skal man udvikle sig som racerkører kræver det køretid! I ELMS fik man simpelthen for lidt for pengene, forklarer Martin Vedel, og pointerer at økonomien også spiller en rolle i beslutningen:

– Budgetterne i TCR er noget helt andet end LMP3 – og vejen videre til LMP2 især. I TCR-klassen så jeg en større mulighed for at avancere op i hierakiet.

Valget af TCR-klassen leder naturligvis også til spørgsmålet om hvorvidt, Martin Vedel planlægger at kigge forbi den nye, hjemlige serie, som i går offentliggjorde sin løbskalender for 2020. Men det afviser han – for nu:

– Umiddelbart er det ikke min plan at køre mere race end DEC i Danmark i 2020. Men man ved aldrig hvad der byder sig af muligheder, slutter Martin Vedel.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode