Sæsonfinalen i GT World Challenge Europe Sprint Cup på Circuito Ricardo Tormo i Valencia bød på både triumfer og skuffelser for de danske kørere.
Bastian Buus leverede en stærk afslutning på sæsonen med en andenplads i lørdagens løb og en sejr søndag, hvor han selv bragte Lionspeed GP’s Porsche #89 først over stregen.
Dermed var danskeren og makkeren Bashar Mardini blot fem point fra at snuppe Bronze Cup-titlen, som i stedet gik til Ferrari-mandskabet Kessel Racing med Dennis Marschall og Dustin Blattner.
– Naturligvis er det ærgerligt at slutte så tæt på en mesterskabssejr, men omvendt kan vi se tilbage på en meget stærk sæson. Ud af otte løb har vi været på podiet fem gange, heraf tre med en sejr, så hele holdet er godt tilfreds med vores samlede indsats, lyder det fra Bastian Buus i en pressemeddelelse.
Hos Sebastian Øgaard blev det til en mere udfordrende afslutning.
En procedurefejl kostede kvalifikationen for Tresor Competition-duoen, og dermed måtte Øgaard og makker Leonardo Moncini starte bagerst i det 39 biler store felt i begge løb. Alligevel fik parret kørt sig frem til to femtepladser i Gold Cup-klassen.
Audi-makkerparrets resultater betød dog samtidig, at de røg fra fjerdepladsen til femtepladsen i den samlede Gold Cup-tabel, hvor Max Verstappens gode venner Chris Lulham og Thierry Vermeulen kørte med mesterskabstitlen for Emil Frey Racing.
– Heldigvis var farten god, vores bil passede som forventet godt til Valencia-banen, vi kørte to fejlfrie løb, og det lykkedes os at sikre nogle gode mesterskabspoint. Men alligevel blev det en af de weekender, man bare skal glemme – og så har vi ellers fuld fokus på GT World Challenge Endurance-finalen i Barcelona i næste måned, siger Sebastian Øgaard i en pressemeddelelse.
Den samlede Sprint Cup-titel gik til Kelvin van der Linde og Charles Weerts i Team WRT’s BMW, som sikrede sig mesterskabet med sejr i søndagens afgørende løb efter en hidsig femkamp om titlen.
For Weerts var det fjerde Sprint Cup-titel i karrieren, mens sydafrikaneren van der Linde kunne fejre sin første. Det var Team WRT’s syvende.
Grasser Lamborghini-duoen Jordan Pepper og Luca Engstler vandt lørdag og blev toer søndag, men i sidste ende manglede de syv point for at hente den titelvindende BMW.
I Silver Cup tog Jamie Day og Kobe Pauwels det store trofæ for Comtoyou Racing.