European Le Mans Series kører i denne weekend sin næstsidste afdeling af mesterskabet på Spa-Francorchamps i Belgien. Lørdagens kvalifikation forud for søndagens fire timers løb gav blandede resultater for de danskerne.
Bedst gik det for Malthe Jakobsen, der placerede RLR Msport’s Ligier JS P320 på en femteplads i LMP3-klassen, bare 0,2 sekund fra tredjepladsen. Jakobsen og teamet bag #15 har arbejdet målrettet i de to frie træninger for at skabe det bedst mulige løbssetup, så grundlaget for et stærkt resultat i løbet ser ud til at være til stede.
Hurtigste besætning i LMP3 var for fjerde gang i træk Laurents Hörr og DKM Engineering, som med hele syv tiendedele sekund ned til Inter Europol Competition må siges at have farten med sig.
Hvor Malthe Jakobsen fik et godt resultat med fra kvalifikationen, måtte Michelle Gatting til gengæld inkassere en skuffelse af de helt store, da alle hendes omgangstider blev annulleret grundet overskridelse af track limits. Hun og resten af Iron Dames-besætningen starter bagerst i GTE-feltet i søndagens løb, så der er potentiale for overhalinger og hurtige omgangstider.
Porsche-fabrikskøreren Richard Lietz sikrede Proton Competition i GTE-klassen foran de to Ferrari 488 GTE fra Iron Lynx og AF Corse.
I LMP2-klassen sikrede Cool Racing sin første pole position i klassen med Charles Milesi bag rattet, mens United Autosports #22 med Phil Hanson var 0,132 sekund efter. Team WRT og Louis Deletraz afrunder top tre i klassen.
Det fulde resultat af kvalifikationen i European Le Mans Series på Spa-Francorchamps kan findes her.
4 Hours of Spa-Francorchamps starter søndag klokken 11 og kan følges gratis på https://live.europeanlemansseries.com/en.