Det var ikke danskernes dag på Monza

Start of the 4 Hours of Monza
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

Tre dommerkendelser og en tom benzintank er den korte opsummering på udfaldet af søndagens afdeling af European Le Mans Series set med danske øjne. Hverken Mikkel Jensen, Malthe Jakobsen eller Michelle Gatting fik det store ud af ellers tre flotte præstationer i hver deres klasse.

Mikkel Jensen var for en kort bemærkning tilbage hos russiske G-Drive Racing som medkører hos Roman Rusinov og Franco Colapinto. Lørdag lagde trioen stærkt ud med pole position i LMP2-klassen, men søndagens løb gik ikke så glidende. Her lagde den russiske LMP2-bil sig ellers i spidsen af løbet, men efter en safety car-periode var bilen så tæt på at løbe tør for benzin, at bilen nærmest trillede ind i pitten. Efterfølgende blev G-Drive Racing-bilen tildelt en 10 sekunders stop & go-straf for flere overtrædelser af reglementet i forbindelse med safety car-perioden, og dermed var alle håb om topplaceringer borte.

At alt håb var ude kunne imidlertid ikke ses på bilens hastighed, da Mikkel Jensen kom bag rattet. Den kommende Peugeot Hypercar-chauffør kørte stærke omgangstider og fik kørt bilen tilbage på en ottendeplads inden løbet sluttede. Bestemt ikke hvad han havde håbet på, men man forstår godt at Peugeot Sport kiggede i hans retning da holdet skulle sættes.

LMP3 – hjemmebanedommer?

For Malthe Jakobsen var skuffelsen også stor. Efter en uheldig kvalifikation lørdag kunne thyboen og RLR Msport starte fra sjettepladsen i LMP3-klassen, og på trods af en påkørsel på første omgang – i øvrigt af samme konkurrent, der satte RLR-bilen ud af spillet på Red Bull Ring – førte det britiske team klassen i en overgang. Det var dog lige indtil dommerne forlangte at teamet måtte reparere en defekt baglygte. Det tog to omgange at få bilen gjort køreklar, og dermed var alle podiedrømme bristet for to af tre danskere.

Værst var det dog, at dommerne efter løbet medgav at dommen havde været for voldsom, og at teamet burde have fået lov til at køre løbet færdig uden at reparere bilen.

Drive-through gav endnu et søm i kisten hos Iron Dames

Selvom Michelle Gatting og Iron Dames’ Ferrariteam burde anse Monza som hjemmebane, var der ikke helt skud nok i den lyserøde hingst til at jagte podieplaceringerne. Gatting ydede som vanligt en god indsats og kunne aflevere bilen på sjettepladsen efter sit stint, men Rahel Frey måtte indkassere en drive through-straf for at have overhalet under safety car. Straffen havde ikke stor betydning på resultatet, selvom en femteplads kunne have været inden for rækkevidde.

#83 Ferrari F488 GTE EVO / IRON LYNX / Rahel Frey

Danskernes placeringer i 4 Hours of Monza 2021:

Mikkel Jensen / G-Drive Racing #26: 8. plads – LMP2
Malthe Jakobsen / RLR Msport #15: 9. plads – LMP3
Michelle Gatting / Iron Dames #83: 6. plads – GTE

Det blev Panis Racing med Will Stevens, Julien Canal og James Allen som løb med sejren i LMP2-klassen, mens DKR Engineering med Laurents Hörr og Mathieu de Barbuat var bedste LMP3-bil. I GTE-klassen var det et fuldtalligt Ferrari-podie, hvor Spirit of Race-teamet med Alessandro Pier Guidi, Duncan Cameron og David Perel vandt foran Iron Lynx og AF Corse.

European Le Mans Series holder sommerpause frem til september, men for størstedelen af kørere og teams er der et enkelt løb i august måned, som skal forberedes og gennemføres i mellemtiden. Det er naturligvis 24H Le Mans, hvor en stor del af kørere og teams deltager – enten i hovedløbet eller i supportserien, Road to Le Mans. Det gælder også de tre danskere, hvor Mikkel Jensen og Michelle Gatting endnu en gang står på deltagerlisten til 24H Le Mans, mens Malthe Jakobsen håber at tage pokaler med hjem fra Road to Le Mans-løbet.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode