ELMS: Pole position til Iron Dames på Silverstone!

Foto: Iron Dames
Udgivet
Foto
Del artikel

Så sad den der! Efter det ved et par lejligheder har været tæt på første pole position i ELMS for Iron Dames med Celia Martin som ny bronze, så lykkedes det på Silverstone lørdag eftermiddag.

Den engelske bane er tilbage på ELMS-kalenderen med et firetimersløb, som køres søndag – og lørdag eftermiddag blev startgridden sat. Her var Iron Dames gennemgående i duel med kollegerne fra Iron Lynx, og selvom det længe lignede en ny skalp til Martin Berry og teamkollegerne, så satte Celia Martin i sidste forsøg skabet på plads og tog pole position.

Martin var hele 0,965 sekundere hurtigere end Berry på den fugtige men tørrende bane, og dermed starter den lyserøde Porsche #85 forrest, når lamperne slukkes søndag.

Racing Spirit of Leman blev nummer tre med deres #59, mens United Autosports og McLaren med #23 blev nummer fire.

Conrad Laursens holdkammerat, Charles-Henri Samani, kunne kun tage 12. hurtigste tid i GT3-klassen – over fem sekunder langsommere end Iron Dames.

Det var i øvrigt Iron Dames’ anden pole lørdag, da Vanina Ickx var hurtigst i Le Mans Cup-kvalifikationen tidligere på dagen.

Dobbelt dansk i top 3 i LMP3

Videre til LMP3, hvor det endte med dobbelt dansk i toppen. Theodor Jensen og CLX Motorsport bejlede længe til pole, men til sidst blev randrusianeren passeret af to biler og endte med tredjebedste tid.

Pole gik til WTM by Rinaldi Racing, som tog tiden i sidste forsøg, og mellem WTM-bilen og Theodor Jensen fik også RLR MSports #15 klemt sig ind på tid af Gillian Henrion. Det er den bil, som danske Michael Jensen også er en del af.

LMP3-klassens sidste danskerbil, DKR Engineering #4 med Mikkel Gaarde Pedersen endte 10’er og sidst.

Mesterskabsførende på pole i LMP2

I topklassen var Toyotas juniorkører Esteban Masson hurtigst af alle, hvorfor den mesterskabsførende VDS Panis Racing #48 starter forrest søndag. I første startrække får de selskab af Iron Lynx #9, hvor Matteo Cairoli satte tiden.

Hjemmebanehelten Nick Yelloly var tredjehurtigst for Inter Europol foran den nyudnævnte Peugeot hypercar-kører Théo Pourchaire, der satte Algarve Pro Racing ind på P4.

Løbet starter klokken 12.00 dansk tid søndag – en time tidligere end oprindeligt planlagt på grund af udsigt til dårligt vejr.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode