Hverken Michelle Gatting eller Malthe Jakobsen nåede at se det ternede flag i anden afdeling af European Le Mans Series. De fire timer på den østrigske bane bød på en del skærmydsler, især i LMP3-klassen, hvor flere påkørsler og uheld prægede løbet.

Den fremadstormende LMP3-kører fra Thy nåede ikke engang at sætte sit aftryk på løbet, før det var slut for ham og teamkammeraterne fra RLR Msport. Teamets bronzekører lagde godt fra land i sit indledende stint, men en påkørsel bagfra af Rory Penttinen fra Graff Racing gav så omfattende skader på bilen, at teamet efter et stykke tid i pitten måtte opgive at komme tilbage i løbet.

Annonce:

“Det er dødirriterende at få afsluttet løbet på den måde. Michael (Benham, bronzekører ved RLR Msport, red.) kørte et kanon stint og fik os helt op på fjerdepladsen, og så koster en helt unødvendig påkørsel os det hele. Det blev til én af de weekender, vi bare skal have glemt i en fart”, sagde Malthe Jakobsen til Boxengasse efter løbet.

For Michelle Gatting betød den store lighed mellem LMP3 og GTE-bilerne at hun kørte en længere periode af sit stint bag en LMP3-bil, selvom hun havde farten til at overhale.

“Jeg kørte nok cirka 45 minutter bag en LMP3-bil, som blev ved med at spærre for mig, selvom jeg var synligt hurtigere. Det er utroligt at dommerne ikke holder øje med den slags”, lød det fra en irriteret Michelle Gatting efter løbet. For Gatting og Iron Dames-bilen var ulykkernes tid dog langt fra ovre.

“Senere i løbet blev Rahel (Frey, red.) påkørt af en anden LMP3-bil, og for at gøre det endnu værre blev vi taget helt ud af Proton Competition-Porschen med få minutter tilbage af løbet – og dermed sluttede vi allersidst.”

Undervejs i løbet havde Gatting, Frey og Gostner ellers været helt oppe på andenpladsen i LMGTE-klassen, så farten var bestemt til stede.

I LMP2-feltet holdt Racing Team Turkey ikke førstepladsen i mange meter efter starten gik. En hel hær af erfarne ELMS-kørere kæmpede om topplaceringerne, men det var no41 Orlen Team WRT som tog sejren for anden gang i denne sæson.

Næste løb i European Le Mans Series køres på Circuit Paul Ricard i Sydfrankrig den 5-6 juni.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Skriv et svar