Efter at have dyppet tæerne i det store bassin et par gange, er sjællandske KEO Racing nu klar til at tage springet fra den store vippe: næste år deltager teamet i European Le Mans Series i LMP2-klassen.
Teamet, som oprindeligt var blandt de europæiske topteams i Formula Renault 2.0 NEC, skiftede i 2017 fokus til prototyperacerne og har deltaget i udvalgte løb i ELMS, mens denne sæson har budt på et fuldt program i Michelin Le Mans Cup, som er en supportklasse til ELMS. Nu står den imidlertid på en større opgradering – der er allerede indgået en aftale om en Dallara P217-racer magen til den, High Class Racing har brugt i serien.
– Vi ser frem til at finde det perfekte line-up og slås for gode resultater i mesterskabet. Hele teamet glæder sig meget til rejsen ind i LMP2-klassen, fortæller teamejer Kim Olsen, som altså ikke har besætningen til bilen klar endnu. Det forventes at blive meldt ud efter teamets vintertest.
Ganske som med High Class Racing skal vi nok næppe sætte forventningerne for højt i forhold til et rent dansk kører-lineup, selvom bilen kommer til at køre under det danske flag. Budgettet til at drive en LMP2-bil er højt, og selvom KEO Racing er kendt for at arbejde for at få danskere på banen, så er der større økonomisk potentiale på den anden side af de danske grænser.
Et par danske kørere, som har været del af KEO Racing’s LMP-indsats i de seneste år, er Michael Markussen og Johan Jokinen, som begge har kørt udvalgte løb i Michelin Le Mans Cup. For begge kunne det være et stort skridt i jagten på Le Mans-sædet.