Ligier klar med ny supportklasse til ELMS 2020

Foto: Jean Michel Le Meur / DPPI

Hvis man følger med i langdistanceracing og i særdeleshed de FIA-sanktionerede klasser (Asian Le Mans Series, European Le Mans Series og World Endurance Championship, red.) har man for længst lært Ligier-navnet at kende. Den franske sportsvognsproducent med stærk DNA fra både Formel 1 og Le Mans, vendte for alvor tilbage til racerbanerne i 2016, da Ligier JS P3 ramte LMP3-klassen og øjeblikkeligt gav Ginetta kam til sin sideskilning.

Siden har franskmændende ikke brugt meget tid på at se i bakspejlet, og med succes i både LMP3 og LMP2-klasserne skal der nu kapitaliseres ved at satse mere på bredden. I 2020 er det således muligt at deltage i Ligier European Series, der bliver supportklasse til European Le Mans Series.

Lidt unikt for en klasse med én bilproducent er der mulighed for at vælge to biler. Ligier har haft travlt ved tegnebordet og har i det seneste halvandet års tid præsenteret hele to biler, som nu skal bruges til det nye mesterskab. Den ene, Ligier JS P4, skal ses som en potent lillebror til LMP3-bilen, mens Ligier JS2.R GT kommer til at yde lige omkring en GT4-bil.

Masser af køretid på de store baner

Begge biler fødes af en 3,7-liters Ford V6’er med 330 hestekræfter, som er kendt for at give høj ydelse til en relativt overkommelig driftsøkonomi. Der er selvfølgelig også lagt sekventielle paddle shift-gearkasser i bilerne, der er bygget efter højeste FIA-standarder.


– Det hele handler om at skabe en ny platform for unge kørere og gentlemen-kørere, så de kan tage deres første skridt mod Le Mans, fortalte Ligier CEO, Pierre Nicolet, til Daily Sports Car i forbindelse med lanceringen af mesterskabet.

– Klassen giver et udgangspunkt i GT- og sportsvognsracing til folk med det ultimative mål at ende på Le Mans, uddyber han.

Formatet minder meget om Michelin Le Mans Cup, der fortsætter som supportklasse for ELMS. Én times træning og to tidtagninger á 20 minutter og to løb på hver én times varighed giver i alt 3 timer og 40 minutters køretid, som kan fordeles mellem to kørere – eller, hvis økonomien er til det, en enkelt.

En attraktiv indstigningsklasse til internationalt langdistancerace

Økonomisk ser pakken også fornuftig ud. For at få fingrene i en bil skal man af med €89.000,- og €149.000,- plus moms for henholdsvis JS2.R og JS P4. Ifølge Morten Dons, tidligere European Le Mans Series-kører (i Ligier, red.) og nuværende driver coach for sidste års vinderteam, RLR Msport, bør budgettet ligge i den fornuftige ende for en sæson:

– Der er ikke nogle endelige priser lagt frem for en sæson, men jeg forventer tal i omegnen af €190.000 (godt 1,4 mio. kroner, red.) for GT-bilen og €250.000 (cirka 1,8 mio. kroner, red.) for prototypen – som så kan deles mellem to kørere, fortæller Dons, der glæder sig til at se serien på nærmere hold:

– Det er en spændende klasse, som økonomisk rammer et stykke under Le Mans Cup, så for de unge kørere der gerne vil ud og have erfaring på de store baner er det en virkelig attraktiv pakke som alternativ til f.eks. GT4. Samtidig er det oplagt for en gentleman-kører, som synes at der er lidt langt op til en LMP3 eller GT3-bil som første skridt mod Le Mans.

Vinderen af mesterskabet får mulighed for at prøve kræfter med en Ligier-model fra de højere skuffer som præmie for indsatsen.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: