Michelle Gatting kom på GTE-podiet og Malthe Jakobsen udgik, da årets næstsidste ELMS-løb blev kørt på Spa-Francorchamps.

Efter en tidtagning, hvor Michelle Gatting kunne se samtlige sine omgangstider annulleret på grund af overskridelse af track limits, var det forløsende at hun og teamkammeraterne fra Iron Dames-Ferrarien kunne betræde præmiepodiet for at modtage trofæet for tredjepladsen i GTE-klassen.

Annonce:

I starten af løbet kæmpede den kvindelige trio ellers med om føringen efter et stærkt stint fra Gatting, mens det var Rahel Frey som i løbets afsluttende fase kæmpede mod Proton Competition om den eftertragtede podieplads.

LMGTE Podium
#80 Ferrari F488 GTE EVO / IRON LYNX / Matteo Cressoni / Rino Mastronardi / Miguel Molina
#88 Ferrari F488 GTE EVO / AF CORSE / Francois Perrodo / Alessio Rovera / Emmanuel Collard
#83 Ferrari F488 GTE EVO / IRON LYNX / Rahel Frey / Michelle Gatting / Sarah Bovy

Malthe Jakobsen fik derimod intet ud af den femteplads i LMP3-klassen, som han og RLR Msport startede løbet fra. Efter bare en times kørsel blev teamkammeraten Michael Benham ramt hårdt bagfra af Diego Menchaca i Algarve Pro Racing’s LMP2-racer. Kollisionen gav så mange skader på LMP3-raceren, at mekanikerne hurtigt konstaterede at der ikke var mere at gøre. Dermed fik thyboen ikke kørt en meter af dagens løb, inden han skuffet kunne trække ud af køredragten og sætte kursen mod Thy.

Efterfølgende er Diego Menchaca blevet idømt syv strafplaceringer til finaleløbet samt to strafpoint på licensen – ikke at det giver Malthe og RLR en potentiel podieplacering tilbage.

Generelt lykkedes det Orlen Team WRT-teamet at sikre LMP2-titlen for både teams og kørere, da Robert Kubica, Yifei Ye og Louis Delatraz kørte først over målstregen efter fire timers racerløb. I LMP3 er mesterskabet stadig åbent efter DKR Engineering tog endnu en sejr, mens Cool Racing kom ind på andenpladsen.

I GTE-klassen var der italiensk på menuen – alle tre podieplaceringer blev vundet bag rattet af en Ferrari 488 GTE. Det var AF Corses #88 som løb med sejren efter at have kæmpet mod begge Iron Lynx-biler i flere stadier af løbet.

Der er en måned til finalen i European Le Mans Series løber af stablen på Portimaõ på Portugals sydkyst. Hverken Gatting eller Malthe har et mesterskab at køre for, men et godt resultat kunne være godt at runde sæsonen af med.

Annonce:

Forfatter: Kim Gripping

Motorsportsfotograf og forhenværende PR-ansvarlig for flere kørere og teams i ind- og udland, blandt andet Morten Dons under hans år i European Le Mans Series. Brænder for den gode historie og de skæve vinkler.

Leave a Reply