2 min. læsning

Dommen er faldet i afpresningssag mod Schumacher-familien

Michael Schumacher 
Foto: Mercedes / Steve Etherington
Udgivet
Foto
Del artikel

En natklub-dørmand er blevet dømt til tre års fængsel for afpresning af Michael Schumachers familie.

Det har distriktsdomstolen i den tyske by Wuppertal afgjort onsdag, skriver blandt andre Bild og The Guardian.

Dørmanden var en del af et plot med to andre mænd om at afpresse Schumacher-familien for 15 millioner euro – svarende til 112 millioner kroner.

De tre mænd, der udover dørmanden, tæller dørmandens søn og Schumacher-familiens tidligere bodyguard, truede med at offentliggøre fortrolige lægejournaler, billeder og videoer af den syvdobbelte Formel 1-verdensmester.

Det var familiens tidligere bodyguard, der videregav op mod 1.500 fortrolige filer på en harddisk til dørmanden. Data, som først var blevet stjålet, inden de blev videregivet til bodyguarden.

Bodyguarden er af retten blevet idømt to års betinget fængsel.

‘Jeg skammer mig’

Den 53-årige dørmand, Yilmaz Tozturkan, truede Schumacher-familien med at uploade filerne ’til det mørke net’, hvis han ikke blev betalt.

Den 53-årige nægtede i retten, at der var tale om afpresning og insisterede i stedet på, at han tilbød familien en ‘forretningsaftale’.

Michael Schumacher vandt syv VM-titler i Formel 1. Foto: Scuderia Ferrari

– Jeg er meget ked af det og skammer mig over det, jeg har gjort. Det var en meget modbydelig ting. Jeg tager det fulde ansvar, sagde Tozturkan til retten, før dommen blev afsagt. Han sidder i forvejen i fængsel for en ikke-relateret forbrydelse.

Dørmandens 30-årige søn er desuden blevet idømt en betinget dom på seks måneder.

Schumacher-familiens advokat, Thilo Damm, siger, at familien vil appellere ‘de milde domme’.

– Vi er ikke enige i alt, hvad retten har sagt. I kan være sikre på, at vi vil udtømme alle de juridiske muligheder, vi har til rådighed, siger Thilo Damm ifølge The Guardian.

– Vi ved ikke, hvor den forsvundne harddisk er, så der er mulighed for endnu en trussel gennem bagdøren, fortsætter advokaten.

Michael Schumachers helbred efter skiulykken i december 2013 er fortsat kun kendt af en ganske lille gruppe af mennesker, der er tæt tilknyttet familien.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode