Kl. 20:30 dansk tid blev det bekræftet, at begge HAAS biler var blevet diskvalificeret fra kvalifikationen. Årsagen skal findes i bilernes bagvinger, som ikke var indenfor reglementet og derfor skal både Kevin Magnussen og Nico Hülkenberg starte fra pitlane i morgen.
Charles Leclerc leverede præcis det hjemmepublikummet håbede på, under kvalifikationen til Monacos Grand Prix, hvor han sikrede sig pole position med en tid på 1:10.270. Til sammenligning var sidste års pole position tid fra Verstappen 1:11.365, altså et helt sekund langsommere end den Leclerc formåede at levere i år. Leclerc viste dermed, at han kender de smalle bygader bedre end nogen anden i feltet, hvorfor han sluttede foran både McLarens Oscar Piastri og holdkammeraten Carlos Sainz.
Verstappens stadig ikke tilfreds med bilen i Monaco
Regerende verdensmester Max Verstappen har haft en svær start på weekenden i Monaco. De udfordringer fortsatte i kvalifikationen, hvor bilen ikke ville som hollænderen ønskede. Trods forventningerne om at sætte en ny rekord for flest pole positions i træk, sluttede Verstappen på en skuffende sjetteplads. Han kæmpede med bilens balance, specielt i de sektioner som præges af lave hastigheder.
– Jeg kunne ikke bruge kerbs som de andre, og det kostede os for meget tid i sektor 2. Bilen føltes som en gokart over bumpene, og det var svært, udtalte Verstappen efter kvalifikationen.
Mercedes med begge biler i Q3
George Russell sikrede sig en femteplads med en tid på 1:10.543, lige foran Verstappen. Lewis Hamilton kvalificerede sig som nummer syv.
Størst overraskelse var dog Alex Albon som kom helt til Q3, da han ligesom Max Verstappen, har kæmpet meget med opsætningen og at finde farten i bilen. Han sluttede P9 med tiden 1:10.948. Yuki Tsunoda og Pierre Gasly leverede også en god præstation og sluttede henholdsvis P8 og P10.
Alonso og Perez leverede kun skuffelse
Fernando Alonso og Sergio Perez havde en vanskelig kvalifikation. Alonso, i sin Aston Martin, sluttede på 16. pladsen, mens Perez, der kører for Red Bull, endte på 18. pladsen. Ikke dét resultat mexicaneren har brug for i disse dage, hvor det rygtes at han er i forhandlinger om en ny potentiel ny kontrakt med Red Bull.
Hvad kan vi forvente?
Løbet i Monaco er kendt for sin smalle og udfordrende bane, hvor overhalinger desværre er sjældne. Leclercs pole position giver ham en stor fordel. Holdenes strategier kommer til at spille en afgørende rolle, især med dækvalg og korte pitstop. Et velplaceret pitstop kan gøre en stor forskel i Monaco, hvor position på banen er afgørende.
For Verstappen bliver det en hård kamp. Han skal håbe på at kørerne foran får problemer, ellers skal han se frem til at kæmpe sig op gennem feltet.
Resultat