De indledende 49 omgange af årets udgave af Østrigs Grand Prix indikerede ikke, det vi var på vej til at bevidne. Omgang 50 og frem mod målflaget var så dramatiske, at kommentatorerne knapt kunne trække vejret mellem deres sætninger. Der var drama, kaos, uheld, ærgrelse hos McLaren og slutteligt jubel i Mercedes garagen.
Mercedes’ George Russell sikrede sig en uventet sejr ved det Østrigske Grand Prix, efter en dramatisk afslutning på løbet, hvor Max Verstappen og Lando Norris kørte sammen i kampen om føringen. Kollissionen sendte Verstappen ned i rækkerne og tvang Norris til at trække sig fra løbet da skaderne på bilen var for store.
Verstappen og Norris’ Kamp om sejren
Verstappen havde en stærk start fra den pole position han sikrede sig i går, hvorfra han holdt føringen i størstedelen af løbet. Som beskrevet indledningsvis blev det den spændende duel med McLaren-køreren Norris som skulle blive løbsafgørende i dag. Begge kørere lavede deres sidste pitstop på omgang 52 af 71, men Red Bull oplevede et meget sjældent langsomt pitstop på næsten 7 sekunder, hvilket gav Norris en chance for at indhente.
Med nu mindre end to sekunder mellem dem, pressede Norris hårdt på for at komme indenfor sekundet, så han med DRS kunne have mulighed for at overhale Verstappen. Det hele kulminerede på omgang 64, hvor de to kørere stødte sammen, hvilket resulterede i punkteringer for begge biler. Russel som længe havde holdt tredjepladsen, kunne køre forbi de to kamphaner og overtage føringen, blot 3 omgange fra målflaget. Sejren var ikke kun overraskende, men det er også britens anden sejr nogensinde i Formel 1.
McLaren fik dog en mand på podiet
McLaren fandt en smule trøst i, at Oscar Piastri sikrede sig andenpladsen foran Ferraris Carlos Sainz på tredjepladsen. Der var et betydeligt hul ned til Lewis Hamilton på fjerdepladsen, mens Verstappen sluttede som femmer, trods en 10-sekunders straf for hændelsen med Norris.
Haas havde en stærk dag med Nico Hülkenberg på sjettepladsen og Kevin Magnussen som nummer otte, adskilt af Red Bulls Sergio Perez på syvendepladsen, som ikke kunne komme fori tyskeren på de sene omgange. Daniel Ricciardo sikrede to point for RB med en niendeplads, og Pierre Gasly fra Alpine rundede top-10 af.
Kampen udenfor top 10
Charles Leclerc havde en begivenhedsrig dag, hvor han efter en kontakt med Piastri i første sving på første omgang, blev tvunget.i pit efter en ny frontvinge. Han kæmpede sig dog op til at slutte P11 trods fire pitstops i løbet. Alpines Esteban Ocon fulgte som nummer 12 efter en tæt kamp med holdkammeraten Gasly, som atter nær havde kostet begge biler i løbet.
Lance Stroll var den bedst placerede Aston Martin på P13, foran RB’s Yuki Tsunoda på P14 og Williams’ Alex Albon på P15.
Kick Sauber venter stadig på deres første point i 2024, med Valtteri Bottas og Zhou Guanyu, der sluttede som henholdsvis 16. og 17.
Fernando Alonso satte dagens hurtigste omgang på sin sidste omgang, men endte som nummer 18 efter at have kæmpet med tempoet og fået en straf for at påkøre og skubbe Zhou af banen tidligere i løbet.
Logan Sargeant var den sidste klassificerede kører for Williams på P19, mens Norris, der havde fået en femsekunders straf for at tracklimits, måtte køre i garagen efter sammenstødet med Verstappen.
Løbsresultat