Noah Strømsted, det danske islæt i Formel 3 denne sæson, leverede et fantastisk debutresultat i årets første kvalifikation. Strømsted, der for nyligt blev udnævnt som Mercedes juniorkører, kørte sig til tiden 1:35.128, og var dermed andenhurtigst af alle.
Han er kun overgået af sin brasilianske teamkammerat, Rafael Câmara, som ligeledes er debutant. Brasilianeren 0.129 sekunder foran Strømsted. Dermed tager Trident hele forreste række til løbet på søndag – ganske godkendt sæsonstart for teamet.
Strømsted viser format i Australien
Efter en stærk indsats i vintertesten var der spænding omkring, hvordan Strømsted ville åbne sin første weekend i Formel 3-sæsonen. Allerede undervejs i sessionen blev han den første kører til at bryde 1:36-tidsbarrieren, og kunne ved det ternede flag, notere sig for en imponerende andenplads i kvalifikationen med tiden 1:35.128.
Trident viser format
Med både Câmara og Strømsted i front og teamets tredje kører, Charlie Wurz, på en godkendt sjetteplads, understregede Trident deres status som det umiddelbart stærkeste team i feltet på Albert Park. Især Câmaras sidste, fejlfrie omgang var et varsel om potentiale – halvandet sekund hurtigere end mange af konkurrenterne i et felt, hvor marginalerne ellers er små.
Drama præger afslutningen
Som det ofte sker i Formel 3, blev kvalifikationen præget af lettere kaos mod slutningen. Først mistede Brando Badoer kontrollen ud af sving 2 og udløste et rødt flag. Da sessionen blev genoptaget, stoppede Christian Ho på banen, hvilket førte til endnu en afbrydelse. Samtidig forlod Théophile Nael pitten med luftindtaget stadig monteret – en hændelse der er under efterforskning for yderligere straf.
Sessionen blev ikke genoptaget efter det andet røde flag, hvilket sikrede startopstillingen til søndagens løb.
- P1: Rafael Câmara – TRIDENT – 1:34.999
- P2: Noah Strømsted – TRIDENT – 1:35.128
- P3: Théophile Nael – Van Amersfoort Racing – 1:35.566
- P4: Nikita Bedrin – AIX Racing – 1:35.770
- P5: Tim Tramnitz – MP Motorsport – 1:35.825
- P6: Charlie Wurz – TRIDENT – 1:35.839
Udsigt til weekendens løb
Med Santiago Ramos på 12. pladsen bliver han manden på pole i sprintløbet, som starter lørdag kl. 1:15 dansk tid. Noah Strømsted starter P11 i selvsamme løb. Søndagens løb derimod bliver mere spændende, måske vi får Strømsted på podiet i debutløbet!
Der er lagt i kakkelovnen til en intens åbningsweekend, hvor det danske håb har sat sig selv i perfekt position til at kæmpe med om sejrene. Tridents dominans og Strømsteds topfart lover godt for resten af sæsonen.