2 min. læsning

Formel 3: Strømsted ramt af uheld i stærk debut

Noah Strømsted. Foto: Mercedes-Benz Media
Udgivet
Foto
Del artikel

Noah Strømsted var på vej mod et flot resultat og point i sin Formel 3-debut, da den nye Mercedes-juniorkører blev ramt af uheld.

Den 17-årige dansker endte med at udgå af sprintløbet, som fik mexicansk vinder. Santiago Ramos vandt foran norske Martinius Stenshorne og polske Roman Bilinski.

Det, der lignede en rolig start, udviklede sig hurtigt til et mindre kaos.

Først blev Noah Strømsteds holdkammerat, Charlie Wurz, ramt af Red Bull-junioren Tim Tramnitz, så Wurz’ forhjulsophæng gav op, og kort efter var der så endnu mere ballade, da Louis Sharp og Joshua Dufek stødte sammen i slutningen af første omgang.

Efter en kortvarig virtual safety car gik det så helt galt for Rafael Câmara, der starter på pole søndag, James Wharton og Laurens van Hoepen, der alle endte i sandkassen.

Det medførte en rigtig safety car.

Midt i balladen havde Noah Strømsted fået en fornem start og kørt sig fra 11. til 8. pladsen. Den nyudnævnte Mercedes-junior var i hård kamp med både Nikita Bedrin og Théophile Naël.

Efter genstarten forsvarede danskeren sig flot mod Williams-junioren Alessandro Giusti.

Strømsted så længe ud til at være på vej mod 8. pladsen og tre point, da han også blev ramt af uheld.

Trident-danskerens frontvinge havde taget skade, og det gjorde ham ukampdygtig, så flere konkurrenter let kunne overhale.

I forbindelse med en ny safety car fire omgange før mål gik Strømsted så i pit, hvor han blev resten af løbet.

Formel 3’s Feature Race køres lørdag aften klokken 23.00 dansk tid, og dér starter Strømsted som 2’er.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode