Christian Rasmussen vinder Rolex 24 efter danskeropgør mod målflaget

Foto: Richard Dole & Jake Galstad

Christian Rasmussen sikrede sejren til sig selv og ERA Motorsport med en ivrigt jagtende Malthe Jakobsen lige i hælene den sidste halve time, mens Michael Christensen stod for den sidste podieplacering. Med tre kvarter tilbage af løbet kom en Full Course Yellow, perfekt timet så alle teams havde lejlighed til at få et sidste pitstop klaret, mens feltet blev samlet sammen for sidste gang og med lidt mere end 30 minutter tilbage blev sendt afsted mod målstregen.

I LMP2 var der en ægte danskerkamp, hvor to af tidens største talenter viste hvad dansk motorsport står for, da Christian Rasmussen omgang efter omgang førte an med Malthe Jakobsen meget tæt på. Det blev Rasmussen, som præsterede at holde sig i front og sikre sejren.

Michael Christensen og AO Racing Team havde ikke de store chancer for at tage sejren i GTD Pro-klassen, selvom Laurin Henrich gjorde sit for at indhente det tabte. Det blev Risi Competitzione, som løb med sejren i deres Ferrari 296 GT3, mens Paul Miller Racing indtog tredjepladsen i BMW M4 GT3.

Iron Dames med Michelle Gatting på holdet har haft et relativt stille Daytona. Stabil og uheldsfri kørsel har sikret den kvindelige kvartet sjettepladsen i GTD-klassen – bedste team i den nye Lamborghini Huracan GT3. Anders Fjordbach og MDK Motorsports’ Porsche 992 GT3 kom i mål på 12. pladsen, mens Frederik Schandorff må tage slukøret hjem efter føring i GTD-klassen blev konverteret til en 13. plads efter tekniske problemer tidligere i løbet.

#7: Porsche Penske Motorsports, Porsche 963, GTP: Matt Campbell, Felipe Nasr, Dane Cameron, Josef Newgarden

Den generelle vinder af årets Daytona blev Porsche Penske Motorsport – en rekordsejr for Penske-teamet, der ikke har betrådt det øverste trin på Daytona’s præmiepodie siden 1969. Det er også første gang siden 201o at Porsche har vundet den samlede sejr. Sejren kom for Felipe Nasr, Dane Cameron, Matt Campbell og Josef Newgarden på trods af voldsomt pres bagfra, hvor Tom Blomquist gav sin Cadillac alt, den kunne tage, i forsøget på at fravriste Felipe Nasr sejren.


Hård start for det nye kuld af GT3-biler

Både Aston Martin, Ford og Corvette stillede til start med nye eller videreudviklede GT3-biler, og alle tre fabrikanter har fået masser af ting på to do-listen efter Daytona. Begge Corvette-racere blev ramt af tekniske vanskeligheder i løbet af de 24 timer, men klarede sig dog gennem løbet. Marco Sørensens Heart of Racing-team blev ligeledes ramt af teknikbøvl og måtte give fortabt. Værst var det for Ford, som måtte se den ene Mustang GT3 udgå, mens ingen af bilerne for alvor kunne gøre sig gældende i debutløbet.

Danskerne i Rolex 24 at Daytona 2024:

LMP2

P1: Christian Rasmussen / ERA Motorsport / Oreca

P2: Malthe Jakobsen / Crowdstrike Racing / Oreca

DNF: Dennis Andersen / MDK by High Class Racing / Oreca

DNF: Nicklas Nielsen / Richard Mille AF Corse / Oreca

DNF: Mikkel Jensen / TDS Racing / Oreca

GTD Pro

P2: Michael Christensen / AO Racing Team / Porsche

GTD

P6: Michelle Gatting / Iron Dames / Lamborghini

P12: Anders Fjordbach / MDK Motorsports / Porsche

P13: Frederik Schandorff / Inception Racing / McLaren

DNF: Marco Sørensen / Heart of Racing / Aston Martin

DNF: Nicki Thiim / Magnus Racing / Aston Martin

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: