Kevin Magnussen glæder sig til lørdagens ikoniske 12-timersløb på Sebring, hvor han endnu en gang skal bag rattet i BMW’s Hypercar.
Den tidligere Formel 1-kører stiller op med Philipp Eng og Dries Vanthoor i BMW #24, når det traditionsrige løb skydes i gang lørdag klokken 15.10 dansk tid.
I Boxengasses guide til løbet lige her kan du finde ud af, hvordan du ser med, og hvem du ellers skal holde øje med.
– Sebring er et fantastisk event, som jeg ser utroligt meget frem til. Banen er nådesløs med sit rå og ujævne miks af asfalt, beton og cement, hvilket stiller store krav til bilerne og gør løbet til et oldschool udholdenhedsræs. Strategien er ret enkel. Det handler kort sagt om at komme gennem timerne uden crash, fejl eller problemer, før kampen intensiveres til sidst. Jeg glæder mig virkelig, lyder det fra Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.
Magnussen og holdkammeraterne har startet sæsonen stærkt i både IMSA og WEC med fjerdepladser i både Daytona og Qatar.
Nu går danskeren efter at komme en tur på podiet i sæsonens andet IMSA-løb.
– Performancemæssigt er vi kommet enormt godt fra start i år, hvilket skyldes en masse effektivt test- og udviklingsarbejde fra teamets side. På Daytona kæmpede vi med Porsche om sejren, og i Qatar var kun Ferrari hurtigere end os. Konkurrencen er benhård, og alle de andre teams kæmper lige så hårdt, men hvis vi kan bære momentum videre til Sebring, ser det umiddelbart lovende ud, siger Kevin Magnussen.
Det bliver Kevin Magnussens anden optræden på Sebring – senest kørte han der i 2021 med Chip Ganassi Racing og Cadillac, hvor det blev til en femteplads. Bøvl i pitten fratog teamet sejrschancerne dengang.
Nu er Magnussen tilbage med BMW, der på Sebring stiller op med specielle bemalinger på begge Hypercars som en hyldest til mærkets historie i USA.
I alt ni danskere stiller til start på Sebring. Foruden Kevin Magnussen kører Frederik Vesti også med i topklassen, GTP, for Cadillac.
Derudover stiller Mikkel Jensen, Malthe Jakobsen, Nicklas Nielsen, David Heinemeier Hansson, Benjamin Pedersen, Frederik Schandorff og Michelle Gatting til start.
12 Hours of Sebring køres med start klokken 15.10 dansk tid lørdag – og 12 timer frem. I Danmark har Viaplay rettighederne, og det hele kan følges på Viaplay.
Du kan også læse alt om løbet her på Boxengasse.dk.