Måske årets vildeste og mest spændende IndyCar løb blev vekslet til dansk triumf, da Christian Lundgaard tog sejren på Indianapolis Motor Speedway. Sin første sejr med Arrow McLaren-teamet, og første sejr i næsten tre år.
Sonsio Grand Prix havde det hele, uheld allerede før første sving, vilde og tætte overhalinger og ikke mindst pitstrategier der skiftede som vinden blæste.

David Malukas gav ellers Lundgaard kamp til stregen helt til det sidste, hvor kun 4,6 sekunder adskilte de to ved det ternede flag.
Føringen blev taget på fantastisk vis på 68. omgang, hvor Malukas i front og Lundgaard som jagtende lå side om side i adskillige sving, før danskeren snævert kom forbi i sving 5/6-chikanen.
Herfra holdt danskeren i den pang-orange racer amerikaneren for døren og kunne sikre sig sin anden sejr i IndyCar i karrieren. Den første kom helt tilbage i juli 2023 på asfalten i Toronto. Graham Rahal tog den sidste plads på podiet i nattens fejringer.
“Jeg er ekstremt glad. Jeg havde virkelig ikke regnet med det her i dag. Jeg håbede på det”, sagde Lundgaard efter løbet.
“Det har været en lang ventetid for at få den her sejr, specielt lige her. I ved hvor hurtigt jeg har været her (på IMS red.), og der har ikke været andet end skuffelser gang på gang. Nu gjorde vi det, sådan! Rigtig god start på maj måned!”, afsluttede han.
Og netop denne start på maj måned er ikke dum. Month of may er legendarisk i IndyCar-kredse. Startskuddet er denne weekend, hvor der køres på IMS road course delen. Herefter gælder det den notoriske Indy500, hvor der allerede fra d. 12. maj trænes op til løbet d. 24. maj. Sidst, men ikke mindst, venter løbet på gaderne af Detroit på månedens sidste dag, d. 31. maj.
*Christian Rasmussen udgik fra løbet