3 min. læsning

Kyniske Palou vinder igen – forglemmelig danskerdag i Long Beach

Long Beach, CA during the 2026 Acura Grand Prix of Long Beach  (Photo by Travis Hinkle | IMS Photo)
Udgivet
Foto
Del artikel

Et usædvanligt statisk og låst IndyCar-løb i Long Beach’ ikoniske gader så længe ud til at spille i hænderne på polevinder Felix Rosenqvist og Meyer Shank Racing.

Men i sidste ende blev det ikke denne søndag, at Rosenqvist skulle bryde hverken sin egen seksårige sejrstørke eller Sveriges treårige ditto i Nordamerikas største formelserie.

For debris på banen godt to tredjedele igennem løbet førte til en safetycar, som endte med at vende topkampen på hovedet.

Álex Palou havde længe været førsteudfordrer til svenskeren uden for alvor at bage op til en overhaling, men Palou og Chip Ganassi Racing udnyttede safetycaren og den medfølgende pitstoprunde til perfektion.

Felix Rosenqvist blev snydt af Palou og måtte nøjes med andenpladsen. Foto: Penske Entertainment/Chris Owens

Et sandt mesterstykke af et pitstop sendte akkurat Palou ud i front foran Rosenqvist, mens også Ganassi-kollegaen Scott Dixon sprang forbi Kyle Kirkwood og op som treer.

Derfra var det ‘plain sailing’ på de resterende små 30 omgange, der ikke bød på mange ændringer i toppen af feltet, hvor Álex Palou endte med at triumfere med fire sekunders forspring.

Spanierens tredje sæsonsejr betyder samtidig, at han igen indtager førstepladsen i tabellen 17 point foran Kyle Kirkwood.

Det var i det hele taget en fremragende dag for de Honda-motoriserede teams, for det japanske mærke besatte hele top fire i løbet, der har søstermærket Acura som titelsponsor. I øvrigt dagen efter netop Acuras sejr i IMSA.

Pato O’Ward blev bedste Chevrolet-kører på femtepladsen på en dag, som McLaren dog hurtigt skal videre fra.

For Arrow McLarens danske Christian Lundgaard blev det sæsonens hidtil værste resultat efter at have døjet med dækproblemer og lavet et ekstra pitstop kørt for caution-perioden. Både Santino Ferrucci og Will Power overhalede danskeren på sidste omgang, og så var facit en skuffende 20. plads.

Lundgaard er nu femmer i mesterskabet, 74 point efter Palou.

Christian Rasmussen endte bedst af de to danskere. Foto: Penske Entertainment/Paul Hurley

Kun marginalt bedre gik det for Christian Rasmussen, der kørte sin ECR-racer fra 16. startposition til 15’er i mål – et pænt stykke bag teamkollegaen Alexander Rossi på niendepladsen.

Scott McLaughlin, David Malukas og Graham Rahal tog pladserne fra seks til otte, mens Kyffin Simpson blev tier bag Rossi.

Team Penskes Josef Newgarden var længe en, der var værd at holde øje med på sin alternative strategi, men en enorm flatspot ødelagde alle chancer for Newgarden allerede før safetycar-perioden. Newgarden måtte i stedet nøjes med en 14. plads.

Nordmanden Dennis Hauger kørte sig til en flot 11. plads – karrierens næstbedste – mens Mick Schumacher som 17’er tog sin hidtil bedste placering i IndyCar.

Marcus Ericsson udgik som eneste mand med tekniske problemer.

IndyCar vender nu fokus mod den ikoniske Month of May, der indledes med Sonsio Grand Prix på Indianapolis’ road course 9. maj, og naturligvis kulminerer med Indy 500 to uger senere.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode