Macau-invitation til Frederik Vesti

Foto: Thomas Suer

Efter en flot præstation ved sin Formel 3-debut i oktober måned er det nu lykkedes for det vejlensiske Formel 1-håb at få en invitation til det uofficielle verdensmesterskab for Formel 3. Løbet køres på gaderne i den kinesiske by Macau og er tidligere vundet af kørere som Michael Schumacher, David Coulthard, Ayrton Senna og … John Nielsen.

Det er selvsagt endnu en stor chance for Vesti, som i de seneste år har rettet blikket stift mod Formel 1, og som forventes at skifte til Formel 3-klassen i 2019. Rent køreteknisk er den syv kilometer lange Macau-bane en utilgivende og svær størrelse, og i et af de hårdeste formel-felter i verden er opgaven ikke mindre. Teamejer i Van Amersfoort Racing, Frits Van Amersfoort, er dog ikke i tvivl om potentialet:

I Macau bliver du nødt til at køre klogt og virkelig tænke dig om, og det er noget, Frederik virkelig forstår. Selvom man starter i femte eller sjette position i søndagens løb, er der stadig gode chancer for at vinde. Det er nærmest en ulempe at starte i pole position, for alle de andre vil udnytte din slipstrøm til at overhale.

Frits Van Amersfoort, teamejer, Van Amersfoort Racing

I en alder af kun 16 år er det noget af en opgave, som nu ligger foran Frederik Vesti. Ikke desto mindre er både han selv og den hollandske teamejer overbevist om, at det er en overskuelig og realistisk opgave, og det danske F1-håb glæder sig til udfordringen.

Survival of the … luckiest

Banen i Macau er ikke blot endnu en bybane. Det er formentligt den mest krævende bane, man kan finde på at sende en racerbil rundt på. Det er nærmest utroligt, men banens layout er uændret siden det første løb blev kørt i 1954 – dog med visse sikkerhedsmæssige modifikationer undervejs. Der er både hårnålesving og sving, der tages med speederen helt i bund, og slipstreaming er en af nøgleparametrene på banen. Især første omgang er noget helt særligt, når 30 F3-biler kommer ræsende mod første sving med 280 km/t.

Den teknisk krævende bane har også mange totalskadede biler på samvittigheden, ikke mindst under løbene for GT-biler og touringcars. Historisk set har der også været nogle voldsomme sammenstød blandt formelbilerne. Herunder for eksempel i 2014, hvor en enkelt kørers fejl endte med at stoppe størstedelen af feltet:


Vi håber selvfølgelig at Frederik Vesti holder sig ude af problemer og sætter et solidt dansk fodaftryk i Macau.

 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: