Mikkel Mac: Fedt at komme tilbage på Le Mans

Foto: Boxengasse
Annonce:

Efter weekendens imponerende hattrick i Super GT-løbet på FDM Jyllandsringen er Mikkel Mac klar til næste – og måske årets største – udfordring. Turen går til Le Mans, hvor han skal deltage i Road to Le Mans-klassen i en Ferrari 488 GT3 fra Luzich Racing.

Hverken bilen eller banen er ny for falstringen; bilen og teamkammeraten, Fabien Lavergne, kender Mikkel Mac allerede fra deltagelsen i Michelin Le Mans Cup, hvor kørerduoen i skrivende stund indtager andenpladsen i GT3-klassen. Og den legendariske bane fik han som bekendt kørt sin andel af omgange på under 2016-udgaven af Le Mans, hvor han var én af tre danske kørere i Formula Racing’s Ferrari 458 GTE.

– Det bliver fedt at komme tilbage på Le Mans, også selvom det ikke bliver i det “rigtige” løb. Det er et helt særligt event, og bare det at køre på banen giver et sug i maven, fortalte Mikkel Mac til Boxengasse, da vi talte med ham på Jyllandsringen.

Øverste trin på skamlen er måske kun et drømmescenarie ved Road to Le Mans, men forsøget vil Mikkel Mac gøre alligevel. Foto: Boxengasse

For Mikkel Mac, som er én af i alt seks danskere i Road to Le Mans-klassen tæller løbene også til Michelin Le Mans Cup-mesterskabet. Derfor håber han at flere af de mange gæstebiler, der hvert år stiller til start i Le Mans-weekenden, kommer til at tage vigtige point fra konkurrenterne, mens han og Lavergne skal kæmpe hårdt for at køre point nok hjem:

– Jeg håber at vi kan tage fra Le Mans som bedste hold fra Michelin Le Mans Cup. Reglerne er skruet sådan sammen, at os der kører løbet som en del af mesterskabet skal bruge mere tid på kørerskifte end de andre teams, så reelt får vi svært ved at vinde løbene, forklarer Mac.

Det første løb i Road to Le Mans-klassen køres allerede torsdag aften, hvor de i alt 50 startende biler får en bid af Le Mans-oplevelsen: Løbet starter nemlig kl. 17.30 og varer i 55 minutter, så solen er begyndt at bevæge sig mod horisonten, når det ternede flag svinges kl. 18.25.

De øvrige danske kørere, der i øvrigt alle er tilmeldt LMP3-klassen, er:

Michael Markussen – KEO Racing – Ligier LMP3
Mikkel Jensen – Eurointernational – Ligier LMP3
Christian Stubbe Olsen – RLR mSport – Ligier LMP3
Martin Vedel Mortensen – RLR mSport – Ligier LMP3
Michael Jensen – CD Sport – Norma LMP3

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen