Når FIA WEC’s nye sæson for Hypercars starter på Sebring til marts, så bliver det med endnu en dansker i topklassen. Nicklas Nielsen er én af Ferraris seks udvalgte til det nye Hypercar-program, og han bliver en del af Ferraris #50 med Antonio Fuoco og Miguel Molina, mens den anden bil, #51, bliver med Alessandro Pier Guidi, Antonio Giovanazzi og James Calado.
Det betyder samtidigt også at Nicklas Nielsen skriver historie og bliver den første dansker i Ferraris topprogram i sportsvogne.
– Jeg er utroligt stolt og taknemmelig over at være kommet med på den her fantastiske rejse. At Ferrari efter 50 år vender tilbage til toppen af sportsvognsracing er stort, og at være en del af det er endnu større. Det har været min drøm at blive udvalgt til Hypercar-programmet og få chancen for at kæmpe med om de generelle sejre i verdensmesterskabet og på Le Mans. Planerne har været under opsejling længe, og det er fedt endelig at kunne åbne for, hvad der skal ske. Jeg ser altid frem til en ny sæson, men den her bliver alligevel noget helt særligt.
Ferrari vender i år tilbage til toppen af sportsvognsracing efter årtiers fravær. Den nye 499P-racer blev præsenteret i 2022 og har siden gennemført et markant testprogram frem mod denne sæson. Siden juli har Ferrari testet 16.000 kilometer med bilen, der har kørt masser af omgange på Fiorano, Vallelunga og senest til en stor langdistancetest på spanske Motorland Aragon. Alt sammen frem mod debuten på Sebring i marts.
FIA WEC får 2023-premiere med prologen på Sebring den 11-12. marts og 1000 Miles of Sebring ugen efter. Senere følger 100-års jubilæet på Le Mans som en del af en kalender på i alt syv weekender.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på http://www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/