Under et pressemøde forud for weekendens 24 timers-løb på Spa Francorchamps præsenterede SRO-stifteren Stephane Ratel det seneste tiltag i organisationens efterhånden imponerende portefølje af racerklasser. GT2-klassen skal være en prisvenlig mellemvare mellem de eksisterende GT3- og GT4-klasser.
Konceptet er simpelt; man tager GT4-klassens grundlæggende tanker om et minimum af downforce og elektronik for at gøre bilen mindre avanceret for amatørkørere, og dertil lægger man så en motor med flere hestekræfter end en GT3-bil. Mindre downforce og teknik, tilsat mere power. En giftig cocktail, som den franske motorsportspromotor har tænkt sig at servere, primært for såkaldte AM-kørere – populært kaldet for gentleman drivers.
Inspirationen har Ratel hentet fra egne rækker, nærmere betegnet Blancpain GT Sports Club, et mesterskab forbeholdt bronze-ratede kørere, hvor bilparken primært består af GT3-biler. Biler, hvor downforcen ifølge Ratel er en stor mundfuld for de relativt urutinerede kørere.
Med udgangspunkt i superbiler
Med op imod 700 hestekræfter er det altså hverken Mercedes C-klasse eller den slags, vi får at se i den kommende GT2-klasse. Selvom Stephane Ratel ikke vil ud med hvilke bilmærker eller modeller, som kunne være på vej til den nye klasse, må det nok forventes at være biler i stil med Lamborghini Aventador, McLaren 720S og lignende. Det vil også være en mulighed at eksisterende GT3-biler bliver konverteret til GT2-reglementet.
For at den nye klasse bliver en succes, forventer Stephane Ratel at minimum tre bilproducenter melder sig under fanerne, men efter sigende er det også langt fra urealistisk.
Allerede i 2019 vil den nye GT2-klasse få sin debut på racerbanerne. Der planlægges et enkeltstående løb i starten af sæsonen, hvorefter der formentlig vil være nogle gæsteoptrædender i forbindelse med henholdsvis British GT og Blancpain GT Sports Club-serierne. Bliver det en succes, vil vi se GT2-biler i Blancpain GT Sprint Cup, den asiatiske serie samt i Pirelli World Challenge fra 2020.