Bastian Buus tog søndag endnu en imponerende skalp i en tætpakket sæson, for på Zandvoort lykkedes det den unge koldingenser at køre sit sæsonmål ind – en hel weekend før tid. Buus er nemlig ny rookie-mester i Porsche Supercup, og sikrede sig titlen i samme weekend som teamet, BWT Lechner Racing, også sikrede sig mesterskabet for teams – for 12. gang i historien.
Søndagens løb bød til gengæld på rå mængder af kaos, og endte med et rødt flag efter hele tre gange safetycar undervejs. Buus startede som nummer otte og fik sig kørt frem i rækkerne til en femteplads – et resultat, som siden blev vekslet til en fjerdeplads på grund af en straf til en konkurrent. Samtidigt blev det Buus’ syvende løbssejr i streg i rookiemesterskabet – det er ny rekord i serien.
– Det vigtigste er at jeg fik sikret titlen. Det har været mit hovedmål hele sæsonen, da BWT Lechner Racing gav mig chancen, og jeg er ekstemt taknemmelig for al den hjælp og support jeg har fået hele vejen. Det var ikke lykkedes uden det her fantastiske team bag mig. Jeg er til stadighed imponeret over niveauet af forberedelser og hvordan man arbejder helt ned i de små detaljer her. Stor tak til Robert og Walter for chancen – det er en kæmpestor dag for mig, og jeg er sikker på, der nok bliver en lille fejring nu, siger Bastian Buus i en pressemeddelelse søndag aften.
Porsche Supercup afgøres i forbindelse med Italiens Grand Prix på Monza næste weekend – her kan Dylan Pereira gøre det til et hattrick for Lechner Racing, for han fører aktuelt det samlede mesterskab, mens Bastian Buus efter denne weekend er firer i den samlede tabel.