Ulrik Linnemann dropper EM – går efter titlen i RallyX Nordic

Ulrik Linnemann præsterede motorsportens flotteste messestand - som var ganske velbesøgt. Foto: Photo-Graphic
Foto: Photo-Graphic.dk

I de seneste sæsoner har Ulrik Linnemann rejst Europa tyndt med ambitionen om at sikre sig et Europamesterskab i rallycross. Med et lille team bestående af familie og venner har nordjyden leveret imponerende resultater på meget højt niveau – dog “kun” med en andenplads i EM som bedste resultat indtil videre.

Det bliver ikke meget, EM-konkurrenterne kommer til at se til Linnemann og teamet i den kommende sæson. Han har nemlig valgt at prioritere det NEZ-mesterskabet, RallyX Nordic, over det europæiske mesterskab.

– Det nordiske mesterskab har nogle virkeligt dygtige kørere klar til start, og jeg tror faktisk at det kan gå hen og blive sværere at vinde RallyX Nordic end det europæiske i år, fortæller Linnemann, som heller ikke kommer til at bruge tid mellem løbene på at finjustere og forberede racerbilen.

For første gang nogensinde har nordjyden nemlig lavet en aftale med et andet team om en fuld sæson. Det er selvfølgelig ikke et hvilket som helst team, men svenske Olsbergs MSE, som sidste år bød ham på et enkelt løb i deres Honda Civic Coupe Supercar. Det er samme bil, han skal køre i år.

Mange nye elementer i spil


– Jeg havde egentlig afskrevet muligheden for at køre for Olsbergs. Der kom ikke helt det ønskede beløb ind, da jeg solgte Poloen, så jeg havde et pænt hul mellem pengene på kontoen og hvad de ville have for det. Så jeg havde næsten besluttet mig for at købe noget andet og klare det hele selv – igen – da de kom med et nyt og meget attraktivt tilbud.

Der er ikke meget fokus på rallycross herhjemme, og det synes jeg er synd.
– Ulrik Linnemann

Aftalen betyder, at Ulrik Linnemann ikke selv skal skrue på bilen mellem løbene, men kan hellige sig sponsorarbejde og forberedelser til løbene. Under løbene har han stadigvæk sine egne mekanikere med, men som noget nyt er han ikke både teamejer, chef, chefmekaniker, ingeniør og racerkører – nu er der kun én rolle at udfylde.

– Jeg har ledt efter muligheden for at miste lidt kasketter i et par år nu, for det er svært at fokusere 100% på at køre optimalt med så mange ansvarsområder og opgaver ved siden af at skulle køre bilen. Jeg tror at jeg kommer til at udvikle mig meget som kører i år – også fordi Olsbergs MSE har dygtige ingeniører som jeg kan lære fra. Og så får jeg også en teamkammerat, Oliver Eriksson, som blev to’er i mesterskabet sidste år. Det bliver virkelig lærerigt!

Vil give noget tilbage til sporten

Det er ikke kun den øgede konkurrence og samarbejdet med Olsbergs MSE-teamet, som har trukket Ulrik Linnemann i retning af det nordeuropæiske mesterskab. Arrangørerne har længe arbejdet for at lokke danskeren med i serien, men vigtigst har det været at kunne give lidt tilbage til dansk rallycross:

– Der er ikke meget fokus på rallycross herhjemme, og det synes jeg er synd. Èt af løbene i RallyX Nordic bliver kørt på Nysumbanen, og her håber jeg at min deltagelse kan få endnu flere til at komme ud og se løbet. Samtidig håber jeg at min deltagelse i mesterskabet kan skabe mere opmærksomhed generelt for rallycross herhjemme.

Løbet på Nysumbanen bliver kørt den 1-2. juni. Sidste år deltog Linnemann også i løbet med sin VW Polo Supercar, hvor han endte som vinder af løbet – i øvrigt blev det den første sejr i Supercar-klassen. Undervejs mod sejren lavede han denne imponerende start:

Epic start! From last to first place in the final!

Epic start from last to first place in the final!

For me its still a dream to take a start from Eriksson, Bryntesson, Solberg, Frøshaug and Gehrman, but here it is ! #sendit #nevergiveup #rallycrosshu

Slået op af Linnemann Motorsport i Mandag den 13. august 2018

 

Også lillesøster Majbritt har fredag formiddag offentliggjort sine planer for 2019-sæsonen. Danmarks måske hurtigste lillesøster fortsætter i det danske rallycrossmesterskab i den Peugeot 206 Super1600, som hun afsluttede mesterskabet med i fjor. Spørger man storebror er forventningerne til at få øje på:

– Jamen jeg skal ikke stå og sige at hun tager mesterskabet, men jeg tror at hun kommer til at lande højt oppe i stillingen. Hun har lært meget sidste år, og med den fine 206’er har hun alle muligheder for at køre nogle flotte resultater hjem!

Du har mulighed for selv at se nærmere på Ulrik Linnemanns Honda Civic-racer ved Motorshow i Herning i denne weekend. Her udstiller han og Majbritt deres racerbiler sammen med mange andre racerkørere og teams.

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: