Regnvejret venter i Belgien

Foto: SRO/SPA24h

Black Falcons #4 Mercedes holdt fast i den provisoriske pole position, de tog torsdag aften. Fredag aftens superpole endte således med hurtigste tid af alle til Mercedesen – en tid, sat af Maro Engel.

Engels tid var den sidste af alle, for som hurtigst i de generelle kvalifikationer fik #4 æren af at køre sidst af de 20 biler i superpole-afgørelsen.

Paraplyerne var oppe lørdag formiddag under den officielle autografsession i pitlane. Der er lovet mere vand – YR.no lover fx 13-15 millimeter regn fra løbsstarten og frem til solnedgang – hvorefter det skulle tørre op. Foto: SRO/SPA24H

Første bil på banen fredag var imidlertid en danskerbil, for GPX Racing, der i denne weekend har Michael Christensen, Kevin Estré og Richard Lietz på startlisten, lagde nemlig ud. Her kørte Estré Porschen ind til en tid, der holdt godt og vel ind midt i sessionen – på det tidspunkt var det faktisk tre Porscher, der førte an i form af Mathieu Jaminet fra ROWE Racing foran Kevin Estré og norske Dennis Olsen, ligeledes ROWE, i tredje position.

Superpole shootoutens anden dansker, Dennis Lind, fik æren af at sætte tiden i Orange 1 FFF Racing Team #563 Lamborghinien, men trods Linds bedste tid i 2.19.095, der havde rakt til en startposition som nummer 12, så endte Lamborghinien med 19. startposition, efter teamet fik sendt Lind for sent på banen, og derved fik en straf.

Det var også omkring midten af sessionen, at de første biler begyndte at gå under 2.18.000, og hurtigst blev Maro Engels Black Falcon Mercedes i 2.18.588 foran Laurens Vanthoor i #117 Team75 Bernhard Porsche og SMP Racings Davide Rigon i Ferrarien med #72.


Kevin Estrés forsøg rakte til 11. position, mens Dennis Lind som bekendt starter fra nummer 19. De øvrige placeringer blev slået fast torsdag, og vi skal derfor se Mikkel Jensen og Walkenhorst Motorsport BMW’en starte fra P35, mens Nicki Thiim og Oman Racing Team with TF Sport har et fint udgangspunkt i Pro-AM-klassen. Her starter de som nummer fire og 46 generelt.

Næste dansker på gridden er Christina Nielsen, der med Strakka Racings Mercedes #43 hentede 50. bedste tid og en femteplads i Pro-AM, mens Benny Simonsen og Modena Motorsports åbner ballet fra 64. position, når det går løs i eftermiddag klokken 16.30.

Der er i øvrigt lovet en del vand lørdag eftermiddag og aften, så der er på alle tænkelige måder lagt op til action, når alle tiders største felt starter SPA 24h.

Optakt: Den belgiske langdistanceklassiker har vokseværk

Black Falcon tog første stik på SPA

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: