Da denne artikels forfatter for halvandet år siden skulle finde på en særlig gave i anledning af sin fars 60 års fødselsdag, tog det ikke lang tid før tankerne fløj mod en racerbane i det sydlige England. Til en mand, som har haft en livslang passion for motorsport (som tydeligvis har smittet af på den næste generation, red.), hvad er så mere passende end en herretur til motorsportens hjemland – i den weekend, hvor 150.000 mennesker leger gamle dage til Goodwood Revival, naturligvis.
Konflikter i 2017-kalenderen betød at gaven først kunne indløses i år, men så var der til gengæld god tid til at banke forventningerne helt i vejret. Og så kan man jo kun blive skuffet…
Baggrund: Lord March og flere generationers glødende passion for motorsport
En times kørsel sydvest for London ligger Goodwood House, hjem for den lokale Lord March, Charles Gordon-Lennox. Han er 11. generation af adelsmænd på Goodwood, og han har arvet kærligheden og fascinationen for motorsport fra sin farfar, Frederick Gordon-Lennox. Han havde selv en glorværdig motorsportskarriere med adskillige sejre på Brooklands, inden han begyndte at interessere sig mere for den organisatoriske del af sporten.
Det var også Farfar Frederick, som efter Anden Verdenskrig så potentialet for at bygge en racerbane i omridset af den midlertidige flyveplads, som det britiske luftvåben, RAF, havde anlagt på et område i udkanten af godsets store jordareal. Goodwood Circuit åbnede i efteråret 1948, hvor en ung Stirling Moss vandt 500ccm-klassen (som senere kom til at hedde Formel 3, red.).
Selvom Goodwood aldrig har lagt asfalt til et VM-tællende Formel 1-løb, blev Glover Trophy afholdt hvert år som et uofficielt F1-løb, hvor mange teams og kørere stillede op. Det var under Glover Trophy i 1962 at Sterling Moss havde en voldsom afkørsel, som efterlod ham i flere ugers koma og blev afslutningen på hans Formel 1-karriere.
I 1966 indstilledes motorsportsaktiviteterne på Goodwood, da Lorden ikke ønskede at installere chikaner på banen for at leve op til FIA’s nye krav til sikkerhed på racerbanerne.
Da den nuværende Lord overtog førersædet efter sin far i 1999 havde han allerede taget hul på genoplivningen af motorsport på Goodwood. The Goodwood Revival tager motorsporten tilbage til perioden fra 1948 til 1966, og i år var det 20 års jubilæum for arrangementet, der betragtes som et absolut højdepunkt for historiske biler og motorsport.
Engelsk motorsportshistorie med tysk præcision
Det er ikke svært at fange ironien i, at en festival som hylder britisk automobil- og motorsportshistorie, afvikles med tysk præcision og sans for detaljen. Ikke desto mindre var der ikke meget slinger i valsen lige fra udlejningsbilen ramte Chichester. Der gik meget kort tid før GPS’en kunne afbrydes og navigationen foregik via tydelig skiltning mod banens indgange. Endnu mere fascinerende blev det at se tydeligvis intensivt trænet parkeringspersonale, som sørgede for, at hver eneste hektar af græsmarken blev udnyttet optimalt, og at alle parkerede biler holdt snorlige. Vi sender hermed en anbefaling til Danmarks uofficielle parkeringskorps, Hjemmeværnet:
– Tag til Goodwood og se hvordan dén skal skæres!
Vel ankommet og parkeret – og med de medbragte sixpence monteret på hovederne – gik turen mod nærmeste indgang, uvidende om de indtryk som ville overfalde os rundt om hjørnet. For det var præcis som man forestiller sig at træde ud af tidsmaskinen og ind i slutningen af 1950’erne. På festpladsen, som de kalder for Over the Road, var der dukketeater, madboder og en masse telte hvor man kunne købe alt fra silketørklæder til en frisk forkromet fælg til sin E-Type. Fælles for det hele var, at man skulle være skarp for at finde noget som ikke var gammelt – eller i det mindste retro.
Og så til den store indrømmelse – tøjet: Vi var voldsomt underdressed og blev faktisk gloet mere på end de, som var gået all-in på klassisk engelsk festtøj med store hatte og hvad der ellers hører til. Notat til næste tur: Det er ikke for sjov at de opfordrer til at komme i tidstypisk tøj. En sixpence er langt fra nok til at passe ind i dét selskab!
Efter at være landet i 60’ernes England gik der ikke lang tid før vi indså at Revival er ret stort. Der sælges hvert år 150.000 billetter til løbet, som varer fra fredag til søndag. Det betyder, at hele området rundt om banen er godt fyldt med mennesker. Størstedelen iklædt tidens trend, hvilket ikke gør det mindre imponerende.
Der er fri adgang til størstedelen af området under hele festivalen, og som almindelig publikum (end ikke Boxengasse’s brevpapir med underskrift fra selveste redaktøren var nok til at opnå presseadgang, red.) er der masser af muligheder for at være helt tæt på racerbanen. Til en anden gang vil vi nok investere i en tribuneplads eller nogle festivalstole, for eneste alternativ er at slå bagdelen i græsset.
Firehjulsdrift med 150 km/t … i en bil til flere hundrede millioner kroner
Med godt 10 års erfaring fra dansk motorsport har jeg oplevet min andel af historiske racerløb herhjemme. Der er mange flotte biler, og der bliver også kørt race, selvom reservedelene ikke just er hyldevarer, hvis noget går i stykker. Men på Goodwood er det som om, kørerne lever sig så meget ind i atmosfæren, at de glemmer årstallet. I hvert fald bliver der kørt race som kunne de hive en ny bil ned fra hylden i morgen.
Det gjaldt også fredagens højdepunkt, Kinrara Trophy. På gridden holdt der biler med en samlet anslået værdi omkring tre milliarder kroner, heriblandt den Ferrari 250 SWB Breadvan, som vi omtalte i sidste uge. Selv med Emanuele Pirro bag rattet skulle man tro at den ville blive kørt forsigtigt rundt på banen … men nej. Der blev kørt tæt. Der blev kørt stærkt. Der blev kørt sidelæns. Til tider alle tre ting på én gang.
Endnu mere fascinerende var det at opleve St. Mary’s Trophy. Den første generation af touringcars, heriblandt Lotus Cortina, Mini Cooper og Alfa Romeo Giulia, er i sig selv en seværdig klasse. Tilsætter man så størstedelen af det nuværende felt af BTCC-kørere (British Touring Car Championship, red.), som er kendt for at gnubbe klistermærker og bytte maling så snart de er på banen … ja, så har du en interessant kombination. Og noget virkelig underholdende race blev der leveret. Der blev nemlig overhalet i stor stil, og kørere som Andy Priaulx og Rob Huff lå side om side, mere eller mindre driftende rundt i svingene.
Se selv lørdagens stjernespækkede løb i videoklippet herunder:
Der var også masser af action og underholdning i de andre løb. Blandt andet var der en hård kamp om pladserne i Whitsun Trophy for 1960’ernes sportsvogne. Selvom den legendariske Ford GT40 er et smukt syn – og lydbillede – kunne den ikke måle sig med Lotus 19 og Hamill-Chevrolet SR3, kørt af henholdsvis Rob Huff og Darren Turner. De to kæmpede en fair, men intens kamp om andenpladsen i et hæsblæsende tempo. Løbet blev dog vundet af Mike Hawthorne i Lola-Chevrolet T70 Spyder.
Fælles for alle deltagerne i Goodwood Revival var, at der var en tydelig respekt for de historiske biler som de har fået lov at køre i. Og med respekt betyder det ikke, at der blev holdt igen eller passet ekstra meget på. Tværtimod blev der kørt meget tæt på grænsen, taget chancer og kørt race som var værd at se på. Men det blev gjort med respekt for det fine og dyre materiel, for ingen har lyst til at skade et stykke motorsportshistorie.
Et arrangement som Goodwood Revival har i sagens natur også mange prominente gæster; en del af dem endda med fortid som kørere på banen. I år var der stort fokus på Sir Jackie Stewart, der efter en testdag på netop Goodwood i 1964 fik tilbudt et sæde i Formel 1 hos Tyrrell-teamet. Han mindedes naturligvis det oprindelige Goodwood med stor glæde.
Stewart hyldede den amerikanske F1-kører og konstruktør Dan Gurney, som gik bort i starten af året, ved at køre hans Eagle-Weslake F1-bil fra 1967 rundt på et par paradeomgange. Selvom det ikke foregik med fuld fart, var der noget helt særligt over at se en tredobbelt F1-verdensmester køre så historisk og elegant en racerbil rundt på lige præcis Goodwood med et diskret smil.
En festival med historisk vingesus
Den opmærksomme læser har nok allerede gennemskuet, at en weekend til Goodwood Revival er en helt særlig oplevelse. Blandingen af historisk motorsport med nogle virkelig fascinerende racerbiler og et helt igennem gennemført tema gør at det er et arrangement som skiller sig ud fra mængden. Tager man ét element ud af ligningen, ville der ikke være noget særligt at skrive hjem om. Men kombineret… så absolut.
Som skabsanglofil motorsportselsker er det næsten givet, at undertegnede skulle få en god oplevelse på Goodwood. Det var nemlig i sandhed “Best of Britain”: Glade og hjælpsomme mennesker, både blandt officials og publikum, og en tydelig interesse i at skabe rammerne for en god weekend. De mange madboder var et sammensurium af den meget blandede madkultur som man finder i England. Alt fra skotske æg til indiske specialiteter var at finde, og havde man blot lyst til en bacon roll og en kop te, var der også rig mulighed for det.
På tur rundt i de mange salgstelte omkring festivalpladsen blev det også tydeligt, at der på den anden side af Vesterhavet er en gigantisk industri forbundet med klassiske biler. Her var små specialistvirksomheder, der udelukkende beskæftigede sig med restaurering af Jaguar XK120-modellen. Der var også masser af designere som fremviste deres kollektioner af tidstypiske silketørklæder, skjorter og … kravatter.
En weekendtur til Goodwood Revival kan absolut anbefales, hvis du husker – eller drømmer om – en anden tid, hvor sex var sikkert og racerløb var farligt. En tid, hvor der var lidt mere stil over påklædning og opførsel, og hvor en Mustang stadigvæk var lavet af stål fra Detroit. Det er ikke den billigste weekendtur du kan byde Lillemor, men til gengæld er det måske en af de få muligheder du har for rent faktisk at have hende med til racerløb uden utallige protester. For Goodwood Revival er lige så meget for kvinder som det er for mænd.
Vi havde et brag af en tur, og det er kun et spørgsmål om hvornår vi vender tilbage igen.