Lamborghini overvejer WEC og Le Mans fra 2021

Foto: motors.all-free-photos.com
Annonce:

Endnu en bilproducent har nu afsløret at de kigger med interesse på det nye Hypercar-reglement, som bliver indført i WEC – og dermed på Le Mans – fra 2021-sæsonen. Lamborghini overvejer om de skal udfordre Toyota, Aston Martin og Scuderia Cameron Glickenhaus med en italiensk hypercar.

Det fortalte Lamborghini’s CEO, den tidligere Ferrari F1-teamchef Stefano Domenicali, i et interview med det britiske Autocar i forbindelse med Goodwood Festival of Speed:

– Der er diskussioner omkring det, og vi prøver at forstå reglementet for at se, om det er interessant for os. Der er ikke så meget at sige om det, før vores evaluering er færdig, og der vil det enten være et ja eller et nej. Indtil videre er det en mulighed, fortalte han.

Domenicali kom også med en slet skjult hentydning til, hvordan en kommende Lamborghini Hypercar kan se ud. Fabrikkens motorsportsenhed, Squadra Corse, præsenterede under Goodwood Festival of Speed sin første one-off bil – en bil skræddersyet til én kunde. Lamborghini SC18 Alston er bygget over Aventador og krydret med elementer fra både GT3- og Super Trofeo-udgaverne af Huracan. Og måske er det et ret godt udgangspunkt for en Hypercar?

Sådan ser Lamborghini SC18 Alston ud – der er Hypercar-potentiale! 

 

– Vi har ikke økonomien til at investere i et helt nyt projekt, men SC18 beviser at vi har et fundament til noget, der kunne være en interessant indgangsvinkel. Vi har interne ressourcer til sådan et projekt.

Le Mans og Lamborghini har ikke store traditioner, men italienerne har været med ad flere omgange, bare aldrig som decideret fabriksteam. I 2006 blev en Murcielago GT-R indsat i GT1-klassen af den japanske Lamborghini Owners Club med støtte fra fabrikken, men tekniske problemer væltede ind over teamet lige fra træningen og frem gennem løbet. Sidste gang, en Lamborghini var med i 24 timers-løbet var i 2010, hvor samme japanske team forsøgte sig igen. Målet var ægte japansk og ydmygt: at gennemføre løbet. Undervejs var der talrige udfordringer med teknikken, men det var trods alt først i 18. time at japanerne kastede håndklædet i ringen med en ødelagt kobling.

Der er sket meget på 10 år, og de nutidige Lamborghini-racere gør det ret godt, ikke mindst med Dennis Lind og Frederik Schandorff bag rattet, så der er en sandsynlighed for at et Hypercar-projekt vil kunne kaste ny glans over mærkets Le Mans-historik.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen