Mens nyhedsbilledet er lidt til den tamme side i øjeblikket, så er der heldigvis ikke lang tid til en ny sæson begynder – og det gør den jo traditionen tro med blandt andet Rolex 24 at Daytona til januar.
Her har Iron Lynx og Iron Dames sat navn på deres foreløbige lineups, hvilket efterlader et par tomme Lamborghini-pladser til 24-timersklassikeren i Florida. Iron Dames stiller med deres vante trio bestående af Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey, men har endnu ikke sat navn på fjerdekøreren.
Ligeledes er der pladser tilbage på Iron Lynx’ gule #60, hvor Claudio Schiavoni og Matteo Cressoni deler bil – men de to øvrige kørere er der endnu ikke navn på til denne GT Daytona-bil.
I GT Daytona Pro har Iron Lynx til gengæld sat holdet – det bliver Mirko Bortolotti, Jordan Pepper og Andrea Caldarelli, som får Franck Perera med som fjerdemand. Iron Lynx agter desuden igen at køre IMSA’s Endurance Cup-events, så vi får også teamet at se til 12 Hours of Sebring i Marts, 6 Hours of Watkins Glen til juni og det nye sekstimersløb på Indianapolis. Derudover er der selvfølgelig sæsonfinalen Petit Le Mans til oktober næste år.