Iron Lynx og Iron Dames fortsætter i FIA WEC – i Porsche

#60 and #85 cars
Foto: Iron Lynx

Iron Lynx og Iron Dames tager endnu en sæson i FIA WEC i år, men det bliver for første gang i andet materiel end i de foregående sæsoner. Teamet har allerede annonceret store fremtidsplaner med Lamborghini, og da Lamborghini ikke har en racer til dette sidste år af GTE, så måtte det italienske team ud at søge nye veje.

Derfor skifter Iron Lynx og Iron Dames’ #60 og #85 fra Ferrari til Porsches 911 RSR-19 i denne sæson, og begge biler kører desuden Le Mans. Det hele sker i samarbejde med Proton Competition.

Lineuppet til de to biler er fast for Iron Dames’ vedkommende, hvor man fortsætter med Michelle Gatting, Sarah Bovy og Rahel Frey, mens Claudio Schiavoni er eneste præsenterede navn til #60 indtil nu.

Andrea Piccini, Iron Lynx’ teamchef, siger i en kort pressemeddelelse her til formiddag:

– Vi er ekstremt glade for at være i FIA WEC igen i denne sæson. Det bliver en stor ære at se Iron Lynx og Iron Dames’ farver i det ikoniske 100-års jubilæum på Le Mans. Det følger vores seneste offentliggørelse af et nyt, spændende kapitel med Lamborghini i GT og LMDh, og at få Porsche med til vores GTE-indsats føles som en naturlig forlængelse af de ambitioner.


Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: